Så er der æg i storkereden: - Det er fantastisk

Yvonne og Kjeld har produceret årets første æg i storkereden i Bækmarksbro.

0:47
Yvonne og Kjeld passer godt på årets første æg i storkereden.
Foto: TV MIDTVEST

Romantikken begyndte allerede få minutter efter at storkeparret i Bækmarksbro blev genforenet, og nu er resultatet endelig at se i reden: Årets første æg.

Ægget blev lagt omkring klokken 22 i aftes, og storkeekspert Lotte Lykke Stendahl fra storkene.dk kan næsten ikke få armene ned.

- Det er fantastisk. Det er det, vi havde håbet og ventet på alle sammen, siger hun.

Flere æg på vej

Efter en vinter under varmere himmelstrøg vendte hanstorken Kjeld tilbage til Bækmarksbro den 6. april i år. Han måtte dog vente en rum tid på sin mage. Yvonne dukkede først op den 22. april, men hun følte sig til gengæld hjemme med det samme, og parringen begyndte efter ganske kort tid.

Sidste år kom der en flyvefærdig storkeunge ud af parrets anstrengelser, og håbet er, at det samme vil ske i år.

- Sidste år kom de sent i gang med at lægge æg, og derfor blev det kun til én unge. Denne gang er de i god tid, så nu forventer vi, at der bliver lagt flere æg. Jeg vil forvente, at der inden for de næste to døgn kommer endnu et æg, og derefter vil der komme et nyt æg hvert andet døgn, indtil de er oppe på tre til fem æg, siger Lotte Lykke Stendahl.

Storkeparret skiftes til at ruge på æggene, sådan at der altid er en stork i reden, men de kan godt finde på at forlade reden begge to i en kort periode for at finde føde. Efter 31-33 dages udrugning bliver storkeungerne udklækket.

Interessen starter for alvor nu

Storkereden bliver streamet live, og hver dag følger mange seere med via TV MIDTVESTs storkeside, hvor man også kan stille spørgsmål til eksperterne fra storkene.dk.

Gennem flere uger handlede de fleste spørgsmål om, hvorvidt Yvonne overhovedet ville vende tilbage i år, men nu er der mere fokus på de kommende unger.

- Den store interesse for storkene starter først rigtigt nu, hvor der er kommet æg. Så kommer der flere æg, og så kommer der storkeunger. Det gør det nemmere for folk at få et forhold til storkene og følge med i udviklingen, når der er unger, så jeg tror, vi kommer til at mærke en øget interesse nu, siger Lotte Lykke Stendahl.

Der er i år seks ynglende storkepar i Danmark. Det er dobbelt så mange som sidste år.

0:59
Sådan så det ud i storkereden lige efter parrets første æg blev lagt søndag aften omkring klokken 22.
Foto: TV MIDTVEST