Særlig maskine klemte mand ihjel - nu er maskinen i drift igen
Arbejdstilsynet mener, at virksomheden har lavet de nødvendige foranstaltninger.
Den særlige maskine, der er i september kostede en 48-årig mand livet, knuser nu igen.
Det bekræfter direktør i affaldsvirksomheden Nomi4s, Hans Bloch, der ejer maskinen, overfor TV MIDTVEST.
Tirsdag 19. september omkom den 48-årige mand fra Karup, da han var i færd med at opstille en Doppstadt-neddeler på Nomi4s' affaldsplads ved Rom nær Lemvig.
Maskinen bruges til at knuse træ, men så langt nåede den aldrig.
Af en aktindsigt fremgår det, at den 48-årige var i færd med at gøre neddeleren klar til at knuse affaldstræ dagen efter, da han kom i klemme mellem to af maskinens transportbånd.
På baggrund af dødsulykken blev Nomi4s tildelt et strakspåbud af Arbejdstilsynet, der forbød, at maskinen måtte startes.
Uklarhed om ulykke
Nomi4s har nu meddelt Arbejdstilsynet, hvordan man vil sikre, at Doppstadt-neddeleren kan sættes i gang sikkert.
Virksomheden har blandt andet vedtaget, at procedurer og instruktioner for opstillingen af neddeleren skal gennemgås igen.
Det fremgår af et dokument, som Nomi4s har sendt til Arbejdstilsynet i kølvandet på strakspåbuddet.
Derudover bliver det overfor de ansatte gentaget, at det ikke er tilladt at bevæge sig på maskinen, når den er i drift.
- Vi har gjort det, vi er blevet bedt om, fastslår Hans Bloch.
Arbejdstilsynet bekræfter over for TV MIDTVEST, at neddeleren igen må køre.
Det er fortsat uvist, præcist hvordan den 48-årige omkom.
- Det konkrete hændelsesforløb er uklart for os, hedder det i dokumentet fra Nomi4s.
Ulykke blev filmet
Allerede samme dag som den 48-årige omkom, blev Midt- og Vestjyllands Politi involveret i arbejdsulykken.
I rapporten fra Arbejdstilsynet fremgår det, at videoovervågningen, der har filmet dele af ulykken, er blevet overdraget til politiet.
Midt- og Vestjyllands Politi afventer nu den endelige rapport fra Arbejdstilsynet, der kan danne grundlag for en eventuel straffesag.