Tiltrækker tilflyttere: Særlig ordning giver Tilde og Nikolai mulighed for at teste landsbylivet
Tilde Fæster Nohns og Nikolai Heath Sørensen bor normalt i hovedstaden, men nu har de fået mulighed for at leje et hus i Fjaltring, for at se om livet ved Vesterhavet er noget for dem.
De boede egentlig i København, men da chancen bød sig, greb de den og flyttede til Vestjylland.
Siden den 1. september har specialestuderende Nikolai Heath Sørensen og hjemmesygeplejerske Tilde Fæster Nohns lejet hus i Fjaltring, der ligger i Lemvig Kommune, selvom de ikke på forhånd havde et kendskab til landsbyen.
- Jeg har jo aldrig boet her, men jeg synes, det er fedt at prøve noget nyt. Det kan ske, at vi prøver at leje et andet sted på et tidspunkt for at prøve at bo nogle forskellige steder. Indtil videre er det fedt at bo her og møde menneskerne. Selvom det er et lille land, så er der jo nogle kulturelle forskelle, som gør det fedt at prøve noget nyt, fortæller Nikolai Heath Sørensen, der oprindeligt kommer fra Silkeborg.
Parret har fået mulighed for at prøve livet ved vestkysten, fordi en lokal gruppe af ildsjæle har arrangeret, at man i stedet for at købe kan leje et hus i en kortere periode.
- Jeg synes, det giver vildt god mening fremfor at rykke teltpælene op og så købe noget, man måske ikke er helt sikker på, fortæller Tilde Fæster Nohns, der er født i Ringkøbing og derfor allerede kendte lidt til livet i Vestjylland.
Håbet er, at dem der benytter sig af tilbuddet, forelsker sig i det vestjyske, og derefter ønsker at gøre opholdet permanent.
Lige nu er mere end hvert fjerde hus i Fjaltring feriebolig, og de lokale vil gerne have flere fastboende naboer.
Der er kø til Fjaltring
Det kan vise sig at blive en rigtig god idé at lade folk bo i en prøveperiode, og der er allerede flere, der har spurgt efter et midlertidigt hjem, så i Fjaltring er den største udfordring at finde plads til alle.
Gruppen der har taget initiativ til prøveordningen sørger for, at sætte interesserede i kontakt med udlejere som Dina Overgaard, der tidligere har boet i den lille by, men nu er flyttet til Sorø.
- Jeg synes enormt godt om ideen, for jeg tænker, at det er den eneste mulighed, der er for at få nogen til at prøve at bo i Fjaltring og blive fanget af det, begejstrede for det og så ende med at flytte derud. Jeg tror måske, det er en af de eneste veje, der er til, at man kan øge tilflytningen, siger udlejeren.
Hun har haft hus i Fjaltring de sidste 12 år, og da hun hørte om projektet og blev sat i forbindelse med parret fra København, var det en nem beslutning at udleje sit hus til dem.
Indtil videre skal Tilde Nohns og Nikolai Sørensen bo i Fjaltring den næste halve år, hvorefter hjemmesygeplejersken har arbejde i København, imens den mandlige halvdel af parret bliver hængende for at færdiggøre et speciale ved Kystdirektoratet.