Unge og gamle i samme båd giver læring til alle

I Sejlerskolen i Lemvig gør de en dyd ud af at blande ambitioner og aldre, så her er ung og gammel bogstaveligt talt i samme båd.

4:04
Der er dem, der drømmer om at sejle på de store verdenshave, og så er der dem, der bare gerne vil rundt i fjorden. I Sejlerskolen i Lemvig er der plads til alle.
Foto: Claus Klok, TV MIDTVEST

- Jeg vil gerne sejle langt, og jeg vil sejle over verdenshavene.

Med et stort smil afslører Isa Schipeherheijn, hvorfor hun er på sejlerskole i Lemvig Sejlklub. Hun elsker at være på vandet, og onsdag aften, hvor hun står ud på fjorden sammen med de fire øvrige både i sejlerskolen, er højdepunktet.

Andre af eleverne på sejlerskolen har mere ydmyge ønsker.

- De fleste kommer egentlig bare for at lære at håndtere en båd og færdes på vandet. Nogle har aldrig sat deres ben på en sejlbåd før, og andre har været ude at sejle som passager med nogle venner, forklarer bådens instruktør og leder af sejlerskolen i Lemvig Sejlklub, Bjarne Stougaard.

Isa Schipeherheijn med de store drømme sidder i båden sammen med Claus Møller og Bjarne Stougaard. I aften er der sol og ikke så meget vind, så Claus Møller glæder sig til efterårets sejland, hvor der forhåbentlig kommer lidt mere fart i båden. Alligevel er han godt tilfreds med aftenen.

- Det giver nogle andre udfordringer at sejle i stille vejr. Så finder man ud af, hvordan båden reagerer på det.

Han og vennerne kan egentlig godt sejle en båd, synes de selv, men Claus Møller tilmeldte sig alligevel sejlerskolen, for han manglede nogle grundlæggende færdigheder og forståelse for, hvorfor båden reagerede som den gjorde, og hvad han kunne forbedre, når han sejlede.

En blandet besætning

Aftenen på sejlerskolen begynder altid med, at Bjarne Stougaard fordeler hvilke besætningsmedlemmer, der skal i hvilke både. Og han har gode erfaringer med at blande ældre og yngre, begyndere og mere øvede. 

- Vi har jo fra tid til anden elever fra 18 år og op til plus 70. Vi skifter i besætningerne, så alle får lejlighed til at sejle med nogen, der enten har en hel anden alder eller en anden tilgang. Det er lærerigt. Man kan deltage på lige vilkår, selv om der er stor spredning aldersmæssigt, siger Bjarne Stougaard. 

Claus Møller kan tilslutte sig det gode ved at blande kortene.

- Det er rigtig fint, for hvis alle var sådan nogle halvgamle mænd som mig, så ville det være nogle andre ting, vi snakkede om. Vi får snakket om alt muligt, og folk kommer med forskellige kompetencer, siger han.

Lemvig Sejlklub fejrer 100-års jubilæum i år, og 10. til 11. september afholder klubben Ungdoms-DM i Jollesejlads.