29-årig kørte uden kørekort: Nu har politiet taget hans spritnye bil
En mand risikerer at miste sin nye bil, efter han for tredje gang blev stoppet uden kørekort. Bilen, der koster minimum 410.000 er nu beslaglagt.
Hvis man ikke har et kørekort, skal man lade være med at køre bil. Ellers kan det blive dyrt.
Sådan lyder meldingen fra vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch, efter en episode fra Struer lørdag aften.
Her blev en 29-årig mand fra Thisted anholdt uden kørekort, og bilen blev beslaglagt.
- Det var en patrulje i Struer, der i aftes træffer en mand, der i 2018 fik inddraget sit kørekort. Så han må ikke køre bil. Han er to gange senere blevet sigtet for at køre uden kørekort, og tredje gang er reglerne sådan, at man beslaglægger bilen, siger Jens Claumarch.
Kan blive et dyrt bekendtskab
Bilen, der blev beslaglagt, er en Toyota RAV 4 med automatgear. Og den kan vise sig at have været et dyrt bekendtskab for den 29-årige anholdte.
- Vi kan se, at den er indregistreret i starten af marts, og sådan en bil koster minimum 410.000 kroner, siger vagtchefen.
Nu skal en dommer afgøre, om bilen, der kun har kørt omkring 850 kilometer, skal sælges på politiauktion, hvor pengene vil gå til statskassen, eller om manden får sin bil tilbage.
Stigning i beslaglæggelser
Sagen med den beslaglagte Toyota RAV 4 er langtfra enestående for Midt- og Vestjyllands Politi.
For siden, der kom skærpende love med mulighed for at beslaglægge biler i forbindelse med eksempelvis gentagende gange spirituskørsel eller høj promille, er der sket en markant stigning i denne slags sager.
Før lovændringen havde Midt- og Vestjyllands Politi omkring 20-25 sager om året, hvor køretøjer blev beslaglagt. Det tal er indtil videre for 2019 58.