600 Siemens-fyringer på vej: Minimum halvdelen bliver i Brande

Efter al sandsynlighed vil cirka 350 medarbejdere på Siemens fabrik i Brande miste deres arbejde.

siemens_moellehus1.jpg
Foto: www.siemens.com/press

Siemens Gamesa vil inden længe fyre op mod 600 medarbejdere. Det oplyser virksomheden torsdag i en pressemeddelelse.

Kommunikationsdirektør i Siemens Gamesa, Frederikke Tømmergaard, oplyser, at det endnu ikke lægger fast, hvilke medarbejdere der vil blive fyret.

- Vi skal først forhandle aftaler med fagforeningerne, før vi kan sige mere om det. Men afskedigelserne vil ramme medarbejdere i Brande og Aalborg. Cirka 250 i Aalborg og 350 i Brande, lyder det.

Allerede da dansk-tyske Siemens Wind Power og spanske Gamesa gik sammen i april 2017, blev medarbejderne orienteret om, at man ville udfase landvindmøller med den såkaldte ”direct drive” teknologi, der bliver produceret i Danmark, til fordel for gearede møller.

- Man besluttede allerede for to år siden, at havvind ville fortsætte med én teknologi og landvind med en anden. Så vi fortalte allerede medarbejderne i Danmark dengang, at vi på et tidspunkt skulle holde op med at lave "direct drive" møller til landvind i Danmark.

- Vi har bare ikke vidst hvornår, men det ved vi så nu, fortæller Frederikke Tømmergaard og oplyser, at fabrikken i Brande skal stoppe med at lave naceller til landvindmøller ved udgangen af næste år.

- Men vi er selvfølgelig kede af det hver gang, vi skal sige farvel til medarbejdere.

Udskudte havvindmølleparker har konsekvenser

Udover omlægning i produktionen er fabrikken i Brande lige nu også ramt af, at projekterne med havvindmølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord er udskudt på grund af klager fra sommerhusejerne.

- Det er klart, at det påvirker vores produktion. Det har nogle direkte konsekvenser for os, hver gang et projekt bliver udskudt, siger Frederikke Tømmergaard og uddyber, at der kan blive brug for nye kolleger, når de projekter bliver realiseret.

- Vi justerer konstant op og ned i antallet af medarbejdere i takt med, at behovet for at producere ændrer sig. 

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår medarbejderne vil blive afskediget. Administrerende direktør Andreas Nauen vil fredag orientere medarbejderne om situationen på et møde, der vil holdt i hovedsædet i Brande.

Her vil direktøren stå klar til at svare på de spørgsmål, medarbejderne måtte have.