Bilerne skal for fremtiden køre langsommere i byerne

De bløde trafikanter skal beskyttes bedre, og bilerne skal køre langsommere i byerne, mener minister.

020810Fart001.jpg

Bilisterne skal til at køre langsommere i flere af byernes gader og på veje.

Det er transportminister Ole Birk Olesens (LA) hensigt, når han med et pennestrøg nu gør det nemmere for kommunerne at få sænket hastighedsgrænsen på flere veje fra 50 til 40 kilometer i timen.

Det sker især for at beskytte de bløde trafikanter, skriver Politiken torsdag.

Kommunerne skal fortsat bede politiet om tilladelse, men et nuværende krav bliver lempet kraftigt.

Det går på, at kommunen skal kunne dokumentere, at der sker mange ulykker på strækningen på grund af fart.

- Fremover kan kommunerne søge om lov, hvis der bare synes at være en risiko. Og det giver god mening, at vi skal køre langsommere, eksempelvis hvor der færdes mange børn, siger Ole Birk Olesen til Politiken.

Ændringen ventes at træde i kraft til sommer.

De nye regler er resultatet af tre års indsats i en arbejdsgruppe.

Den peger på, at det "i videre omfang" bør være muligt at have en fartgrænse på 40 kilometer i timen i områder med børnehaver, skoler, fritidsinstitutioner, plejehjem og lignende.

Arbejdsgruppen peger også på behovet for at lette på speederfoden på andre udsatte steder. Som ved busholdepladser, handelsgader, eller hvor der er mangel på cykelstier.

Ministeren understreger, at en ofte ret bogstavtro fortolkning i politiet nu skal afløses af en smidigere tilgang. Ole Birk Olesen afviser, at han som liberal politiker egentlig burde gå ind for mindre regulering - ikke mere.

- Jeg har også børn i byen, og jeg vil bestemt ikke slippe trafikken løs, så de ikke kan færdes trygt, siger han.

I Cyklistforbundet lover direktør Klaus Bondam, at hans organisation "vil kaste sig over arbejdet" med at udpege strækninger, hvor "fartreglerne er hæmmende for, at flere kan hoppe op på cyklen".

- De nye regler er et vink med en vognstang til kommunerne - eller snarere et klemt med cykelklokken, siger Bondam.