Borgerforslag skal spare sekunder: - Det sætter man pris på, hvis man er klemt fast
Et grønt blink skal gøre det lettere for blandt andre deltidsbrandfolk at nå frem i trafikken.
Hvis det står til Steffen Filipsen Skov fra Viborg, bliver et grønt blink fast inventar i hans private bil i fremtiden.
Han er nemlig deltidsbrandmand og ved, at sekunder og minutter kan være afgørende, når en ulykke sker.
Derfor har han stillet et borgerforslag, der skal gøre det lettere for andre som ham, at nå frem til stationen så hurtigt som muligt.
- Ideen med de grønne blink er, at gøre lokalsamfundet opmærksom på at en deltidsbrandmand er på vej til en nødsituation, hvor hvert sekund tæller.
På brandstationerne har man et et-minuts-beredskab, men mange steder har man også deltidsbrandmænd, der skal kunne rykke ud på fem minutter.
Derfor er tiden en faktor på turen fra hjemmeadressen og ind på stationen.
- De fleste steder er det ikke et problem med de fem minutter. Men hvis man er fastklemt i en bil, vil man være lykkelig, hvis hjælpen kom 30 sekunder eller et minut før frem, siger Steffen Filipsen Skov om forslaget.
Blå, gul og grøn
Han er ud af en brandmands-familie, hvor emnet flere gange har været taget op ved middagsbordet.
Også da det var på tale med blå blink.
De falder dog under udrykningsbekendtgørelsen, der blandt andet sætter krav til køretøjer. Noget, der kan være svært at overholde, når der er tale om folk private køretøjer.
Grøn passer derfor bedre.
- Monteringen af det grønne lys giver ikke brandmanden lov til at tilsidesætte færdselsloven, som man kender det ved de blå udrykninger. Hvis folk har mulighed for sikkert at trække til side, så ville det være en hjælp, lyder det fra Steffen Filipsen Skov.
Han mener ikke, det skal være et krav, men et tilbud som stationerne kan købe ind til deres deltidsbrandfolk.
Vil starte en debat
Fordi det ikke giver ekstra ret til at tilsidesætte færdselsloven, er Steffen ikke voldsomt bange for at et grønt blink vil blive misbrugt.
Netop derfor har han en tro på, at hans borgerforslag har en chance for at slå igennem.
- Det blå blink blev fjernet fra det politiske spil. Men jeg håber, det her kan sætte fokus på, at der er et alternativ, der kan sætte gang i en debat, hvor der kan findes en løsning, der sparer dyrebar tid. Det er noget, der bruges ude i verden med succes.
Det er mest i Canada, at man i visse byer har deltidsbrandfolk med grønne lys. I USA har man få steder også grønt blink til Emergency Medical Services, altså et medicinsk akutberedskab.
- Det kunne potentielt bredes ud til vagtlæger og andre, der har en profession bag, hvor tid kan være en faktor, lyder det afslutningsvis fra Steffen Filipsen Skov.
Borgerforslaget har i skrivende stund 1.130 støtter. Det kræver 50.000 før Folketinget skal forholde sig til det.