Dårligst i landet: Så svært er det for handicappede at tage toget
De Midt- og Vestjyske stationer gør det svært for handicappede at tage toget.
Der er trapper til perronerne, toget er hævet fra kanten, og der er ingen ledelinjer, der kan hjælpe synshandicappede i den rigtige retning. Det er ikke nemt at være handicappet og samtidigt tage toget.
Det er et problem i hele landet, men allerværst står det til i Midt- og Vestjylland. Det viser en ny undersøgelse, som Danske Handicaporganisationer har lavet.
- De største problemer er, at der ikke er niveaufriadgang og ingen ledelinjer til synshandicappede. For det første er det farligt og samtidigt er det også svært at komme ind i togene, fortæller formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen til TV MIDTVEST.
Han er selv blind og er endt med at falde ned på skinnerne, heldigvis uden at der er sket noget alvorligt.
Må bestille hjælp
Det er ikke muligt for en handicappet at rejse spontant, hvis stationerne ikke er indrettet til det. Det fortæller Thorkild Olesen.
- Så er man nødt til at bestille hjælp 24 timer før eller håbe på, at der kommer nogen med en lift eller der er en rampe, der virker. Så det er ikke sandsynligt, at man kan rejse spontant.
Han håber derfor, at der vil ske noget.
- Vi ønsker os, at der bliver lavet en langsigtet plan, der siger, at perronerne skal gøres tilgængelige. Vi regner ikke med, at det kan ændres i morgen, men vi kan godt vente 20-25 år, hvis bare der bliver lavet en plan, så der kommer til at ske noget, fortæller han.
Se hvor meget værre Midt- og Vestjyllands stationer klarer sig i forhold til landsgennemsnittet og hovedstaden i grafen herunder. ”Ikke niveaufri” betyder, at der kan være en trappe eller en høj kant, der besværliggør adgangen til selve stationen, og en ”ikke standard perronhøjde” betyder, at der er højdeforskel på perronen og toget.
Tallene er udmålt i procent af stationerne.