DF: Vi kan ikke lovgive ud fra redegørelse om plejekonkurser
Det er svært at lave lovgivning ud fra den rapport, som regeringen har fået lavet om plejekonkurser, mener DF.
I løbet af syv år er 40 private firmaer i hjemmeplejen gået konkurs, og regeringen har varslet et servicetjek af lovgivningen. Men den redegørelse, som regeringen har fået lavet på området, er ikke god nok at forhandle lovgivning ud fra. Det mener Dansk Folkepartis ældreordfører, Jeppe Jakobsen.
- Jeg ved ikke, om det er dovent eller bare toparrogant af regeringen, at man har fejet vores ønsker af bordet og lavet det her i stedet for. Det er under al kritik, siger DF-ordføreren.
Redegørelsen viser ifølge TV2 blandt andet, at halvdelen af kommunerne ikke har en beredskabsplan for, hvad der skal ske, når private plejefirmaer går konkurs. Derfor foreslår innovationsminister Sophie Løhde (V) over for TV2 at kræve, at kommunerne har en nødplan. Desuden skal kommunerne stille krav om en bankgaranti, når de indgår kontrakter med private leverandører af hjemmehjælp.
Ifølge TV2 begynder forhandlinger om tiltagene 7. september, men ifølge DF giver den nye redegørelse ikke et ordentligt indblik i området.
- Vi kan sagtens lave nogle tiltag, som mindsker konsekvenserne af det her, men det var ikke det, vi ville. Vi ville undgå de her konkurser.
- Jeg bad om en gennemgang af de 40 konkurser og af nogle velfungerende udbud. Men det har jeg ikke fået. Derfor kan jeg ikke lave noget ordentligt lovgivning her, siger Jeppe Jakobsen.
/ritzau/