EU vil gøre det lettere at skyde ulve
Kommissionens formand vil ændre ulvens status i habitatdirektivet.
En jagtsæson hvor ulven står for skud kan blive en realitet i en ikke så fjern fremtid.
EU-kommissionen vil nemlig ændre ulvens beskyttelsesstatus.
Ulven er i dag i kategorien 'strengt beskyttet' i EUs habitatdirektiv, men EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, vil ændre den til 'beskyttet', det oplyser EU-kommissionen i en pressemeddelelse.
En pressemeddelelse, der vakte glæde hos en af de danske EU-parlamentarikere, der har ventet på den i årevis.
- Jeg blev meget glad for den pressemeddelelse. Det er jo noget, vi har arbejdet på i ti år, fortæller Erik Poulsen, der sidder i EU-parlamentet for Venstre.
Han er fortaler for, at landmænd selv kan være med til at regulere ulve, der udgør en trussel for husdyrsholdere.
Noget der bliver muligt ved en ændring i lovgivningen.
Forhastet eller ej
I den socialdemokratiske lejr ser man også potentiale i den potentielle lovændring.
Man undrer sig dog over processen omkring udspillet, hvor det drejer sig om et specifikt dyr, i stedet for at se nærmere på selve habitatdirektivet.
- Jeg synes, måden man gør det på virker mærkelig. Jeg er lidt forarget over Ursula von der Leyens tilgang til det, hvor man bare lavede en treugers høringsproces. Det er forhastet, lyder det fra Niels Fuglsang, der sidder i EU-parlamentet for Socialdemokratiet.
At det skulle være forhastet, er Erik Poulsen langt fra enig i.
Han henviser til, at et flertal i EU-parlamentet den 24. november 2022 stemte for forslaget om at kigge på ulvens beskyttelsesstatus.
- Kommissionen har i et helt år undersøgt, hvad der er af information om ulve i Europa, fortæller Erik Poulsen.
Ikke afvisende
For Niels Fuglsangs vedkommende handler kritikken dog mest om processen.
Selve ideen med at kunne regulere ulvebestanden, er han som sådan ikke modstander af.
- Jeg vil ikke udelukke, at man skal gøre det. Men eksempelvis en jagtsæson vil ikke løse problemerne. For det er et fåtal af ulvene, der decideret er et problem, og det giver bedre mening at regulere dem målrettet, lyder det fra EU-parlamentarikeren.
Her er de to i og for sig enige.
- Jeg er ikke interesseret i ulvejagt i Danmark, det er ikke målet. Men de skal reguleres på en måde, så de andre dyr kan sameksistere sammen med ulvene, lyder det fra Erik Poulsen.
Bolden har skiftet banehalvdel
Han er dog interesseret i, at retorikken nu ændrer sig.
De seneste år, hvor ulvebestanden er blusset op herhjemme, har man fra flere sider brugt EU-lovgivning som undskyldning for, at man ikke måtte skyde ulve.
Det ændrer sig nu.
- Fra at EU har været brugt som undskyldning, er bolden nu spillet over til landene selv. EU har opfordret os til at komme med forslag. Det er ikke sådan vi bare kan skyde ulve fra 1. januar, men medlemslandene kan gå i gang med at kigge på modeller nu, fortæller Erik Poulsen.
Helt konkret så skal landenes miljøministre, herunder den danske, Magnus Heunicke (S), nu til at stemme om forslaget.
Er der flertal for det, som Erik Poulsen forventer, går forslaget videre til Bern-konventionen, der er ansvarlig for beskyttelse af blandt andet vilde dyr.
Godkender de ændringen, bliver ulven flyttet fra 'strengt beskyttet' til 'beskyttet'.