Færre afgange fra Midtjyllands Lufthavn

Der bliver færre afgange mellem Midtjyllands Lufthavn og Kastrup.

Det er det hollandske selskab AIS Airlines.
Det er det hollandske selskab AIS Airlines.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Det er dyrt at drive indenrigsfly, konstaterer lufthavnschef Jakob Kronborg, som må sande at afgange mellem Midtjylland og hovedstaden nu bliver beskåret. 

Afgangene er ifølge lufthavschefen løbende blevet justeret efter efterspøgselen, men fra maj bliver nedgangen mere permanent. 

- Det kommer af et ønske om at kunne have mere faste afgange og fordi, det skal være økonomisk rentabelt for operatøren at flyve, siger Jakob Kronborg. 

I maj ændres flyveplanen så fra tre daglige afgange til to. 

- Isoleret set er det uheldigt, at vi går ned i afgange, fordi færre vil få mulighed for at komme med – men jeg har også forståelse for, at det skal kunne løbe rundt. 


Smelter to afgange sammen og halverer personale

Ændringen betyder, at hvor flyet førhen har fløjet fra Karup mod Købehavn både omkring klokken 15 og klokken 18, bliver de to afgange lagt sammen til én eftermiddagsafgang. Den samme øvelse vil ske med afgangene fra København, fortæller lufthavnschefen. 

På den måde kan operatøren - det hollandske flyselskab AIS Airlines - nøjes med det halve personale, og det kan være med til at få økonomien til at løbe rundt for det lille flyselskab. 

Men Jakob Kronborg håber også, at ændringen fra tre til to afgange, vil gøre planen mere ensartet og forudsigeligt for kunderne. 

Jakob Kronborg er lufthavnschef i Midtjylland Lufthavn.
Jakob Kronborg er lufthavnschef i Midtjylland Lufthavn.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

- Der har været en udfordring med ensartetheden, så vi har også et ønske om at gøre afgangene mere stabile, så kunderne ved, hvornår vi flyver, siger Jakob Kronborg. 

Han erkender, at passagerantallet ikke har været helt som ønsket, siden Midtjyllands Lufthavn genopstod i oktober med ny flyoperatør, men kan mener ikke, at det er et udtryk for, at der ikke er brug for indenrigsfly mellem Midtjylland og København. 

- Det en konklusion af, at produktet ikke er godt nok, men der er mange parametre, som kan spille ind, siger Jakob Kronborg og nævner som eksempel prisen på en flybillet og afgangstidspunkter - begge dele noget, som han understreger er op til den hollandske operatør. 

- Men jeg tror bestemt stadig, at der er behov for flyruten, på baggrund af de tilbagemeldinger, vi får fra vores kunder, som fortrinsvist er pendlere, slår Jakob Kronborg fast.