Forskere: Kameraovervågning af fiskernes udsmid virker

Fiskere holder sig til reglerne og smider færre fisk ud, når fartøjer videoovervåges, konkluderer forskere.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Morten Stricker/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Det har udløst en storm af protester fra fiskere, at fiskerimyndighederne vil kameraovervåge deres fartøjer for at sætte en stopper for udsmid af små fisk.

Men nu konkluderer forskere i et nyt studie, at kameraovervågning på fiskefartøjer virker efter hensigten.

- Vi ser ændringer i adfærden om bord. Det gælder, hvor meget man tager af de forskellige arter, og at der ikke bliver smidt noget ud. Det hjælper til at opretholde de regler, der er sat for fiskeriet, siger Heidrikur Bergsson.

Han er ph.d.-studerende på Biologisk Institut ved Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet. Det bygger på data fra mere end 100 forsøgsordninger med elektronisk overvågning verden over.

15 fiskefartøjer er udvalgt

Da der blev forhandlet fiskekvoter i EU i december sidste år, blev elektronisk overvågning af danske fiskefartøjer i Kattegat en del af aftalen.

- Elektronisk monitorering af fiskeriet er den rigtige vej hen imod en mere moderne, mere grøn og mere bæredygtig fiskeriforvaltning, lød det fra fiskeriminister Mogens Jensen (S).

Overvågningen på fartøjerne skal installeres gradvist indtil udgangen af 2021.

15 fiskefartøjer fik i maj besked om, at de er udvalgt til først at indgå i ordningen.

Fiskeriforening er utilfredse

Danmarks Fiskeriforening mener, det er et indgreb i fiskernes personlige frihed, og at kontrollen har mistet alle proportioner.

- Der er ingen tegn på noget stort udsmid af små torsk i Kattegat. Det er at skyde gråspurve med kanoner at overvåge fiskerne døgnet rundt for et kilo torsk om dagen i bifangst i forbindelse med fiskeriet efter jomfruhummer, som allerede er påvist af fiskerikontrollen og DTU Aqua, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

- Fiskerne føler sig overvåget af en offentlig myndighed i det, de betegner som deres eget hjem, 24 timer i døgnet uden grund, siger han.

/ritzau/