Frivillig vaccination med AstraZeneca er mulig men bøvlet
Med markante forbehold vurderer Sundhedsstyrelsen, at der kan ske frivillig vaccination med AstraZeneca.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er muligt at tilbyde frivillig vaccination med AstraZenecas vaccine mod covid-19, Vaxzevria. Meget skal dog afklares, inden det kan ske.
Det fremgår af et svar sendt til Folketinget, der har bedt styrelsen forholde sig til, om de doser Vaxzevria, Danmark har modtaget men ikke brugt, kan gives frivilligt. Ifølge oplægget ligger Danmark inde med 270.000 doser og forventer at modtage yderligere 325.000 i maj.
Vaccinen er grundet en ny og farlig bivirkning, der rammer sjældent, taget ud af det danske massevaccinationsprogram.
- Samlet set vurderer Sundhedsstyrelsen, at der er mulighed for at etablere et tilbud, hvor borgere, der måtte ønske det, kan vælge at blive vaccineret med Vaxzevria uden for massevaccinationsprogrammet ved konkret og individuel lægelig ordination, skriver Sundhedsstyrelsen.
Det fremgår dog også klart, at Sundhedsstyrelsen ikke ser meget ræson i en sådan given beslutning.
Det vil tage "flere uger" at afklare en række forhold, og gevinsten ved at gøre det vil blive mindre og mindre med tiden, da massevaccinationsprogrammet "skrider hurtigt fremad".
- Sundhedsstyrelsen forventer ikke, at et tilbud, hvor borgere, der måtte ønske det, kan vælge at blive vaccineret med Vaxzevria uden for massevaccinationsprogrammet vil have større betydning for epidemikontrollen, skriver Sundhedsstyrelsen.
Flere problemer med at lade læger vaccinere
Sundhedsstyrelsen har trukket vaccinen ud af vaccinationsprogrammet, da det vurderes, at en nyopdaget bivirkning, der i sjældne tilfælde giver massive og ødelæggende blodpropper i ellers raske mennesker, opvejer de fordele, vaccinen kan give.
Ud over den betragtning er der en række håndgribelige problemer med at lade læger give vaccinen til dem, der ønsker dem.
For det første skal enhver læge afveje, om det vil være "fagligt begrundet og forsvarligt" at give vaccinen. Dermed kan man ikke pålægge læger at give den.
For det andet skal der ske en individuel samtale med en læge, inden den gives.
For det tredje vil det være et logistisk bøvl, fordi vaccinerne kommer i pakker på mindst 100 doser. Dermed skal man sikre, at man på samme sted kan give 100 doser inden for 48 timer.
For det fjerde skal lægerne kunne indrapportere vaccinationer og bivirkninger elektronisk, så den løsning skal også være på plads.
For det femte skal der udarbejdes et særnummer af månedsbladet "Rationel Farmakoterapi", så læger er fuldt informeret om vaccinen.
Alt det betyder, at et frivilligt tilbud vil tage uger at få på plads og dermed have tilsvarende mindre effekt for forebyggelsen af epidemien.