Froome med dyster Vingegaard-melding: - Kunne ikke trækket vejret normalt

Den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome tvivler på, at Jonas Vingegaard møder op til Touren i topform.

Chris Froome har selv prøvet at punktere en lunge.
Chris Froome har selv prøvet at punktere en lunge.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De fleste ved, at Jonas Vingegaard i april var udsat for et voldsomt styrt i Baskerlandet Rundt.

Et styrt, hvor han blandt andet punkterede en lunge.

De færreste ved formentligt, at den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome også styrtede og punkterede en lunge forud for Tour de France i 2019. 

I et blogindlæg i Escape Collective fortæller briten, hvordan den punkterede lunge påvirkede ham i månederne efter sit styrt. 

- Bare at kunne trække vejret normalt gør ondt i flere måneder, så jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er lykkedes Vingegaard at forberede sig til Touren med den slags skade, uddyber han.

Froome missede Touren i 2019, og de efterfølgende år nåede han aldrig tilbage på sit vanlige niveau. I år er han sågar blevet vraget til Tour-holdet af sit hold Israel-Premier Tech. 

Mistede vigtig hjælperytter 

Styrtet i Baskerlandet Rundt er ikke den eneste modstand, Jonas Vingegaard har mødt i 2024.

Noget tyder på, at hans hold Team Visma | Lease a Bike stiller til start i en svagere forfatning, end man har set de seneste to år. 

I tirsdags meldte holdet ud, at Vingegaards vigtigste hjælperytter i bjergene, Sepp Kuss, ikke stiller til start på grund af sygdom. 

Samtidig er det uvist, hvilken form belgiske Wout Van Aert stiller til start i. I marts blev han opereret efter i voldsomt styrt i brostensklassikeren Dwars door Vlaanderen. 

Efter to måneders løbspause gjorde belgieren comeback i Tour of Norway, men udtalte efterfølgende, at han led mere, end han havde håbet på. 

Jonas Vingegaard og Wout Van Aert i holdets nye Tour-trøjer.
Jonas Vingegaard og Wout Van Aert i holdets nye Tour-trøjer.
Foto: Team Visma | Lease a Bike

- Føler mig godt tilpas

Jonas Vingegaard blev officielt udtaget til Tour de France 20. juni. Umiddelbart efter kommenterede han på sin egen form forud for Touren.

- Vi har arbejdet sammen for at nå til dette øjeblik, og selvfølgelig er jeg meget spændt på at se, hvor jeg står. Jeg føler mig godt tilpas og er meget motiveret, fortalte Jonas Vingegaard i en pressemeddelelse.

- Jeg er spændt på at starte Touren. De sidste par måneder har ikke altid været nemme, men jeg takker min familie og Team Visma | Lease a Bike for deres urokkelige støtte.

Tour de France begynder lørdag 29. juni, men allerede torsdag aften er der holdpræsentation  i Firenze i Italien, hvor første etape begynder.