Jane Aamund ønsker aktiv dødshjælp

Efter flere år med kræft og med smerter ønsker Jane Aamund nu at gøre en ende på sit liv.

aamund080414.jpg

Jane Aamund har haft kræft i både livmoder, bryst og mundhule. Stråleskaderne fra de mange behandlinger betyder, at hun i dag lever med store smerter.

- Jeg kæmper lige nu for ikke at få sonde i halsen, for så synes jeg, at min frihed er begrænset. Nogen mennesker kan godt leve med sonde, men jeg har ikke lyst til det, siger Jane Aamund.

I flere år har hun overvejet, om aktiv dødshjælp kunne være en mulighed for hende. Men ventetiden er lang, så hun er for længst gået i gang med sit forarbejde.

- Jeg ved, at jeg ikke kommer igennem med mine ansøgninger før om et år eller mere, og så kan jeg lige så godt begynde nu. Jeg ved, at min sygdom vil udvikle sig, mine smerter vil blive større, og til den tid er jeg måske ikke i stand til at bestemme noget som helst selv. Men det er jeg i dag, siger Jane Aamund.

Hendes familie har accepteret hendes ønske. Og selvom de fleste måske undrer sig over, hvorfor man frivilligt vil dø, før tiden reelt er inde, så er Jane Aamund helt sikker.

- Jeg er 77 år og jeg er mæt af dage. Jeg har skønne børn og børnebørn, og det går dem godt. Men jeg kan ikke spise fast føde overhovedet. Jeg lever af havregrød og fisk og fordi jeg har store problemer med min kæbe, som er ved at smuldre, og så kan jeg næsten ikke synke. Ofte kommer maden ud gennem min næse i stedet for ned i halsen, siger Jane Aamund.

Jane Aamund mener, at alt for mange lider en pinefuld død. Hun håber på, at hendes åbenhed nu kan være med til at sætte gang i debatten om aktiv død.