Krisen rammer: Det er en hård tid for minkavlerne
Coronakrisen har også ramt minkavlerne. En tredjebølge i Kina vil være katastrofal for branchen.
- Det er hårdt, og det er frustrerende at være minkavler. Fordi vi ved ikke rigtig, hvad morgendagen byder.
Sådan lyder det fra John Papsø fra Kjellerup, der er formand for Midtjysk Pelsavlerforening, og som har arbejdet med mink i næsten 30 år.
Coronakrisen betyder nemlig, at Kina ikke aftager skind, og det er et kæmpe problem, når de normalt sidder på 80-85 procent af markedet.
- Den her coronasituation har simpelthen sat os i en meget vanskelig økonomisk situation, så det er hårdt, siger minkavleren.
Man havde ellers håbet på, at i år skulle blive et vendepunkt i minkbranchen. Ifølge John Papsø er lagrene i Kina nemlig tomme, og kineserne havde givet udtryk for, at de havde brug for samme mængde skind som sidste år - nemlig 40 millioner skind.
Og det ville kunne have sikret gode priser til de danske minkavlere. Der er nemlig kun cirka 30 millioner skind til rådighed i år.
- Så skete der det samme for os, som der skete for hele verden. Coronakrisen kom og alt gik i stå, siger John Papsø.
Håber på overlevelse
Sidste år solgte danske minkavlere 40 millioner skind. I år er der kun blevet solgt 11 millioner. Og det er selvfølgelig noget, der kan mærkes på kistebunden.
- Det er hårdt at gå med, og det er hårdt for vores familier. Og det giver dønninger, og men det er vigtigt, at flest muligt når med over til næste år, siger formanden for Midtjysk Pelsavlerforening.
- Der er allerede nogen, der ikke vil bruge flere af deres opsparede penge. Derfor er der flere forskellige personlige forhold der gør, at der er nogen, der vil stoppe nu, fortsætter han.
Dog trøster John Papsø sig med nogle af de få lyspunkter i en mørk tid.
- Jeg er glad for, at der er tydelige tegn på, at forbrugerne vil bruge vores varer, så jeg synes, der er håb, siger han.
- Vi ser ind i nogle år, hvor der er alt for få skind, så det skal nok vende igen, men det kræver, at vi når derhen, fortsætter han.
Derfor håber han på at flest mulige danske avlere holder skindet på næsen lidt endnu.
- Det er for tidligt at gætte på, hvor mange der vil holde. Og så må vi se, hvor mange der er tilbage efter pelstid, siger John Papsø.