Landdistrikter: Ros til nyt sundhedsudspil men plads til større ambitioner
Formand Steffen Damsgaard appellerer til større ambitioner for antallet og indholdet i de nye nærhospitaler.
Tirsdag eftermiddag kunne regeringen præsentere sit længe ventede udspil til en ny sundhedsreform.
Udspillet får stor ros fra Landdistrikternes Fællesråd. Her efterspørger man dog større ambitioner for antallet og indholdet i de nye nærhospitaler, lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen.
Centralt i udspillet står oprettelsen af op til 20 nærhospitaler fordelt over hele landet, men det indeholder derudover også forslag om praksispligt for at sikre læger i landdistrikterne og styrkelse af akutberedskabet i hele landet.
Det glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd, at regeringen med sit nye sundhedsudspil signalerer, at man er klar til at sadle om efter årtiers centraliseringsreformer på sundhedsområdet.
- Jeg vil gerne rose regeringen for sit fokus på at styrke det nære sundhedsvæsen. Det sender et klart signal til de borgere i landdistrikterne, der har betalt den højeste pris for årtiers centralisering, om, at det er på tide at give noget tilbage, siger Steffen Damsgaard.
Efterlyser bedre akut hjælp
Regeringen har som del af sit udspil udpeget 13 ud af op til 20 nærhospitaler, der skal placeres rundt om i landet, men har endnu ikke specificeret det komplette indhold i nærhospitalerne.
Formanden appellerer til større ambitioner for antallet og indholdet.
- Det er afgørende, at man er ambitiøs på både antallet og indholdet i nærhospitalerne, så borgere i landdistrikterne oplever et reelt velfærdsløft på sundhedsområdet med flere behandlingsmuligheder. Det bør for eksempel også være muligt at få adgang til akut hjælp for ukompliceret tilskadekomst på nærhospitalerne, hvad regeringen ikke har lagt op til, siger Steffen Damsgaard.
Han understreger vigtigheden af, at der som minimum bliver oprettet 20 nærhospitaler.
- Lang afstand til sygehuset kan for nogle borgere være en barriere for at møde op til undersøgelser, behandling og kontroller. Derfor bør vi gøre mere for at rykke sundhedsvæsenet tættere på, så vi kan komme ulighed i sundhedsvæsenet til livs.
Forebyggelse og lægemangel på landet i fokus
Højt på listen over udfordringer, som regeringen ønsker at komme til livs, er også lægemanglen i land- og yderområderne.
Her foreslår regeringen blandt andet at indføre en praksispligt for lægestuderende med henblik på at sikre flere læger i landdistrikterne.
- Det er i allerhøjste grad i landdistrikterne, at manglen på læger er både slående og akut. Derfor er jeg glad for, at regeringen har lyttet til vores bekymring ved at lægge op til en større indsats for at sikre bedre lægedækning i landdistrikterne, siger han.
Han savner dog generelt et større fokus på forebyggelsesindsatser i landdistrikterne.
- Vi ved fra forskningen, at der på landet bliver røget mere, spist mere usundt, og så er der flere overvægtige. Den forskel i sundhedstilstanden er vi nødt til at tage mere alvorligt, og det glimrer ved sit fravær i regeringens udspil, slutter Steffen Damsgaard.