Landsdelen ramt af sne og frost: Kommune advarer mod at færdes på isen
Torsdag ramte et snevejr det meste af Midt- og Vestjylland. Livebloggen er nu slut.
Hundepoter lider i kulden
Salt er godt til at fjerne sne fra fortove og veje. Men for en hunds poter er det knapt så sjovt med al den salt.
Derfor skal man som hunde-ejer være opmærksom på sin hund. I en pressemeddelelse kommer Dyrenes Beskyttelse derfor med et råd: Brug potevoks.
- Det er en god ide at starte med én pote for at se, om hunden kan tåle voksen. Går det fint, bør det smøres på poterne inden hver gåtur. Efter turen skal poterne skylles i lunkent vand, for at fjerne saltrester, og kan med fordel efterbehandles med potevoks, så udtørring af poterne forebygges, skriver Dyrenes Beskyttelse i sin opfordring.
Advarer mod at gå på isen
Selvom der har været frostvejr i et par dage, så er det alt for tideligt tidligt at bevæge sig ud på isen rundt omkring.
Derfor advarer Ikast-Brande Kommune mod lige netop det.
Kommunen skriver, at der skal have været frost i 3-4 uger, inden isen bliver tyk nok til at kunne bære.
Mand mistede herredømmet over bil
En mand kørte af uvisse årsager ind i autoværnet på Holstebromotorvejen ved afkørslen mod Tvis torsdag eftermiddag, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
- Han mistede herredømmet over bilen, men der var heldigvis ingen personskader, siger han.
Ifølge vagtchefen har politiet haft meget travlt med færdselsulykker i dag.
Opholdsvejr i landsdelen: Sneplove holder snart pause
Sneryddere og saltbiler har været i gang løbende hele dagen, og lige nu er Vejdirektoratets sneryddere afsted på ruter mellem Viborg og Engesvang, Holstebro, Ikast, Brande og Herning.
Det oplyser leder af Vejdirektoratets driftscentral, Carina Frandsen.
Men inden længe forventer driftslederen, at flere af chaufførerne skal holde pause.
- Vi forventer at snebygerne nu stilner af i løbet af eftermiddagen, og det betyder, at chaufførrene vil komme ind og holde pause og gøre sig klar til at skulle ud igen - for vi forventer at skulle ud igen, siger Carina Frandsen.
Hun oplyser videre, at chaufførerne løbende bliver skiftet ud, for at kunne holde pauser.
- Vi skal køre fornuftigt derude, og vi kan ikke skynde os mere, end vi gør, slår hun fast.
Du kan her se, hvor der lige nu er igang i saltning og snerydning i landsdelen.
Så meget sne er der kommet
Flere dele af landet ligger der store mængder sne. I Vestjylland når mængderne dog ikke alle steder op på en centimeter.
Det viser TV2 Vejrets snemålinger.
I det nordlige Vestjylland ligger dog flere centimeter - og i Midt- og Vestjylland er Thy og området omkring Ikast-Brande i toppen af listen.
Kommune: Pas på skraldemanden
Ringkøbing-Skjern Kommune opfordrer borgerne til at passe ekstragodt på skraldemændene, nu hvor vinteren har meldt sin ankomst.
Der kan borgerne gøre ved at sætte lys op ved affaldscontainerne og sørge for, at der er ryddet for sne og is.
Opdateret: Nyt uheld på motorvej
Klokken 11.24 skete der et nyt uheld på Midtjyske Motorvej omkring afkørsel 13 ved Arnborg.
Det skrev Vejdirektoratet på sit trafikkort.
Uheldet skete i sydgående retning, men oprydningen er nu afsluttet.
Susanne er sneobservatør: Målte ni centimeter i sin have
Snemængden i Vorupør er steget med mindst seks centimeter siden i går.
Det konkluderer Susanne Andersen, som er frivillig sneobservatør for DMI.
- Jeg går hver morgen ud med en tommestok, finder et sted i min have, hvor sneen ikke er blæst i driver. Det skal være et sted, hvor der er nogenlunde læ, forklarer Susanne Andersen.
Hun har i mange år stået klar med tommestokken, når Vorupør var dækket af sne. I år kom tommestokken frem i går, og torsdag morgen klokken syv målte sneen ni centimeter.
- Jeg kan godt lide sne, jeg synes det er hyggeligt - og så er det lidt sjovt at være en del af DMI og kunne gå ind at se, at jeg har bidraget til målingerne, siger Susanne Andersen.
Kvinde kørte af vejen og ind i træ
Det glatte føre fik ved Skals konsekvenser for en kvindelig bilist, som omkring klokken 10 mistede herredømmet over sin bil.
- Kvinden kom kørende ad Skringstrupvej med lav fart, og glider af vejen og rammer et træ, fortæller indsatsleder ved Midtjysk Brand & Redning, og bekræfter, at det er på grund af snevejret, at kvinden kommer af vejen.
- Men personerne var ude af bilen, da vi kom derud, og ingen er kommet til skade, fortæller indsatlederen.
Hverken politi eller ambulance blev tilkaldt til det mindre uheld - men en slange til sprinklervæske gik i stykker ved sammenstødet.
- Vi assisterede med at fjerne jord, som blev forurenet af sprinklervæske, siger indsatslederen.
Send os dine snebilleder
Her på TV MIDTVEST vil vi gerne se, hvordan snevejret har dækket landsdelen.