Minister: 17-åriges kørsel skal lette hverdagen for familier

Ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, har fuld tillid til, at 17-årige kan administrere at køre bil uden en ledsager.

20230713-145315-L-3696x2454ma
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når man er ansvarlig, kan man få frihed. Det er baggrunden for, at SVM-regeringen fremover vil lade 17-årige køre i bil uden ledsager i et begrænset tidsrum.

Forslaget skal lette hverdagen for familier, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).

- Det her handler om at give den 17-årige gymnasieelev mulighed for at køre til og fra skole.

- Og at give den 17-årige tømrerlærling mulighed for at passe sin læreplads, men også at nå til håndbold efter arbejde.

- Det her vil gøre en kæmpe positiv forskel, særligt for dem der bor dér, hvor afstandene er størst, siger han i en skriftlig kommentar.

Formålet med forslaget er netop, at de unge, der bor i landdistriktsområderne med ofte langt til uddannelsessteder, skal have bedre mobilitet.

Siden 2017 har det været muligt for 17-årige at køre bil med en ledsager på mindst 30 år, som har haft kørekort i de seneste ti år.

Regeringen præsenterer et landdistriktsudspil torsdag klokken 10 i Skælskør.

Fuld tillid til ungdommen

Rådet for Sikker Trafik forudser, at regeringens forslag vil betyde flere dræbte og kvæstede i trafikken.

Rådet henviser blandt andet til, at det udløste flere dræbte og kvæstede, da aldersgrænsen for at køre på knallert blev sat ned fra 16 år til 15 år.

Men Morten Dahlin er tryg ved, at de unge kan tage ansvaret på sig.

- Ordningen med, at 17-årige har kunnet køre med en ledsager, har fungeret rigtig godt.

- Vi har fuld tillid til, at ungdommen nu kan tage det næste skridt og køre selv i løbet af dagen. Det er frihed under ansvar og vil lette hverdagen for tusindvis af familier i hele Danmark, siger han.

De 17-årige får mulighed for at køre i bil uden ledsager i tidsrummet fra klokken 5 om morgenen til klokken 20 om aftenen.