Minkavlere presset: Tredje år med underskud

Priserne på minkskind er stadig så lave, at de ikke dækker produktions-omkostningerne. Forklaringen skal findes i Kina.

I de bedste år omkring 2013 lå eksportværdien af minkskind på omkring 13 milliarder kroner. Nu er værdien helt nede på 5,5 milliarder kroner.
I de bedste år omkring 2013 lå eksportværdien af minkskind på omkring 13 milliarder kroner. Nu er værdien helt nede på 5,5 milliarder kroner.
Foto: Greg Baker

De gyldne tider er foreløbigt forbi for de danske minkavlere. Priserne på skind har ikke været lavere siden 2009. Det skriver Jyllands-Posten.

I de bedste år omkring 2013 lå eksportværdien på omkring 13 milliarder kroner. Nu er værdien helt nede på 5,5 milliarder kroner.

Tallene kommer fra Kopenhagen Fur, minkavlernes salgsselskab.

2:22
Flere års intensivt avlsarbejde gik tabt da pelsdyravler Ib Lundgaard måtte aflive 1900 syge minktæver  

På bare et år er salgsprisen på minkskind i gennemsnit faldet fra 262 kr. i 2017 til 223 kr. i 2018.  I 2013 lå prisen på 612 kr. per skind.

Den gennemsnitlige minkavler skal have en pris omkring 300 kr., før økonomien balancerer.

De lave priser på skind skyldes store lagre, som blev opbygget for et par år siden.

2:07
Det er parringssæson for mink, og derfor har minkavlerne ekstra travl i øjeblikket. Eskild Nielsen fra Holstebro når dog det hele - så længe han bare har sin segway.

- I årene frem mod 2016 opbyggede de kinesiske indkøbere meget store lagre af minkskind, og de lagre har lige siden trykket priserne på auktionerne, fortæller Tage Pedersen, bestyrelsesformand for Kopenhagen Fur.

Han tilføjer, at presset på priserne er blevet forstærket af den forholdsvis lave dollarkurs.

Det skønnes, at flertallet af minkavlerne vil få underskud for tredje år i træk. Tage Pedersen mener dog ikke, der er optræk til en større krise i branchen endnu.