Nu rammer sjældent sommervejr – Lillian kan oversvømme Vestkysten

Der kan komme oversvømmelser langs Vestkysten fra fredag eftermiddag.

Bor du langs Vestkysten, så er det måske en god ide lige at tjekke, om du har noget, der kan flyde væk, eller noget der er i særlig risiko for at blive vådt i kælderen.

Et usædvanligt og kraftigt sensommerlavtryk, som englænderne har døbt Lillian, rammer det vestlige Jylland fra fredag eftermiddag. Det oplyser DMI.

- Det er ikke så almindeligt med lavtryk af denne slags sent på sommeren. Der sker ikke så tit, siger meteorolog ved DMI Mette Zhang.

DMI har udsendt et varsel om forhøjet vandstand langs Vestkysten, som gælder hele vejen fra grænsen op til og med Lemvig Kommune, herunder også Ringkøbing Fjord.

Varslet gælder fra klokken 15 til 20, og vandstanden ventes at toppe klokken 17 med vandstand på mellem 1,8 og 2,1 meter over normalen.

- I løbet af fredagen kan vindstyrkerne ude over Nordsøen nå op på stormstyrke med meget kraftige vindstød. Det kraftigste vindfelt rammer ikke Danmark, men det presser havvand ind mod Vadehavet og Vestkysten, så der i forbindelse med tidevandet fredag eftermiddag ventes forhøjet vandstand, oplyser Mette Zhang.

DMI følger udviklingen nøje og opdaterer varslet om nødvendigt.