Pas allerede nu på: Rekordmange naturbrande i 2018 får beredskabet til at advare
Den varme sommer sidste år betød en voldsom stigning i antallet af naturbrande. Derfor råber beredskaberne allerede nu vagt i gevær.
Det brænder i naturen.
Den melding var et gennemgående tema i sommeren 2018. 2508 gange gik alarmen hos Danske Beredskaber på meldingen naturbrand. Til sammenligning var der i gennemsnit 878 naturbrande i samme periode i årene 2013-2017.
- Sommeren sidste år var på mange måder helt ekstrem, og der er heldigvis ingen, der siger, det bliver lige sådan i år. Der er dog al mulig grund til at gøre en indsats for at oplyse befolkningen om, hvad man skal være opmærksom på, inden man tænder ild i naturen, så vi forhåbentlig kan holde antallet af naturbrande i år på et minimum, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard i en pressemeddelelse.
For den gode sommer 2018 betød, at langt flere end normalt var udenfor i længere perioder. Derfor giver det god mening, at de gode gamle råd om opførsel i naturen gentages.
Nye faremomenter for naturbrande
Sæsonen for naturbrande begynder typisk i forårsmånederne. Jordens overfalde er meget tør som følge af visne blade og manglende plantevækst.
- Når vi har det her ustadige forårsvejr, er der nok ikke mange, der tænker over, at naturen faktisk er knastør. Men en lang vinter med frost har drænet planterne for vand, og derfor skal der bare en smule sol til for at tørre dem helt ud, siger Per Munch Hansen, forebyggelseskonsulent i Brand & Redning Sønderjylland.
I foråret er det især aske og cigaretskodder, afbrænding af haveaffald og brug af ukrudtsbrænder, der forårsager naturbrande.
- Her i foråret kommer vi med jævne mellemrum ud til folk, der er meget overraskede over, at der er gået ild i deres haveskur, fordi de for eksempel har brugt ukrudtsbrænderen for tæt på bygningen. Det kommer helt bag på dem, at det kan være farligt med åben ild på denne tid af året, hvor det stadig er vådt og koldt, siger Per Munch Frandsen.
Ved tvivl omkring brandslukning eller udvikling af brand og tilskadekomne bør man altid ringe 1-1-2.