Rekordlave svinepriser: Nu koster en gris det samme som en halv liter cola

Svineproducent Andreas Hartvigsen har mere end svært ved at tjene penge på de grise, han sælger til udlandet lige nu.

3:00
Prisen for smågrise til eksport har aldrig været lavere. På bare 19 måneder er prisen faldet med hundredevis af kroner for en enkelt gris.
Foto: Hans Vittarp, TV MIDTVEST

Lige nu står svineproducenterne midt i en historisk svær tid, hvor svinepriserne fortsætter nedad.

I dag har prisen for smågrise til eksport nået det laveste niveau nogensinde, og priserne er faldet hurtigt. I dag koster en syv-kilos gris eksempelvis 20 kroner, mens svinebønderne i marts sidste år kunne få hele 420 kroner. Det svarer til et prisfald på 95 procent i løbet af 19 måneder.

- Det er jo et eller andet sted en katastrofe. Hvis jeg går på tankstationen et sted og vil ha' en halv liter cola, så er det samme pris som en gris. Det er ret barskt, fortæller svineproducent Andreas Hartvigsen.

Mens svinepriserne går nedad, så er foder og strøm blevet dyrere, og det presser landmændene yderligere.

- Så det er faktorer, som de danske griseproducenter har haft meget lille indflydelse på. Men i har en forventning om, at det bliver mere stabilt efter nytår, siger Christian Fink Hansen, som er sektordirektør for svineproduktion hos Seges.

Koster 250 kroner at sælge en gris

Vi skal blot spole to år tilbage for at finde en fuldstændig omvendt situation. Dengang jublede Andreas Hartvigsen, for priserne var på det højeste niveau i knap 20 år.

I dag taber han 250 kroner, hver gang han sælger en gris på 30 kilo til udlandet.

- Og jeg sælger omkring 500 grise om ugen - så kan vi prøve at gange det op, lyder det fra Andreas Hartvigsen.

Cirka en halv million kroner taber svineproducenten i måneden lige nu.

- Det gør ondt. Hvis ikke det retter sig i løbet af første halvdel af 2022, så kan vi ikke blive ved med at holde til det, siger Andreas Hartvigsen.

Har gemt til dårlige tider

Eksperterne tror på, at markedet retter vil rette sig ind igen. Men det er svært at spå om, hvor længe det kommer til at tage, før priserne kommer tilbage på et mere normalt niveau. Derfor vil der nok være underskud på eksportgrisene noget tid endnu.

- Grisehandleren siger, det bliver slemt. Men når vi slår op i aviserne, læser vi, at det bliver bedre lige om lidt. Hver dag hører vi begge dele. Det er et marked i panik, forklarer Andreas Hartvigsen.

Han har heldigvis forberedt sig økonomisk på et dårligere marked ved at sætte penge til side, dengang priserne på svin var gode.

- Jeg tror bare, vi er blevet bedre til at have fokus på, at der skal lægges til side, fordi priserne er så svingende, konkluderer Andreas Hartvigsen.

Han har omkring 25 procent eksportgrise, mens de resterende 75 procent er slagtesvin. Her er prisen fortsat noget højere.