SF vil forbyde dansk minkavl: - Kynisk at lukke en branche i knæ

SF vil stoppe den danske minkavl, efter en række lande har vedtaget et helt eller delvist forbud mod pelsproduktion. Men det er kynisk at ville lukke branchen, når de i forvejen er plaget af coronaens hærgen, mener Midtjyllands Pelsdyravlerforening.

SF foreslår, at man lukker helt ned for dansk minkavl. John Papsø er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, og han mener, det er kynisk at stille forslaget netop nu, fordi minkavlerne i forvejen bløder.
SF foreslår, at man lukker helt ned for dansk minkavl. John Papsø er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, og han mener, det er kynisk at stille forslaget netop nu, fordi minkavlerne i forvejen bløder.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De danske minkavlere har været hårdt presset under corona-pandemien. Nu bliver der lagt yderligere pres på branchen – SF vil nemlig lukke pelsproduktionen helt ned.

- Vi skal udfase pelsdyravl af dyreetiske årsager. Vi kan ikke stå inde for, at minkene skal være i de her bittesmå trådbure, siger Carl Valentin, som er fødevareordfører for SF. Han kræver nu handling og trækker derfor landets fødevareminister i samråd.

SF har tidligere foreslået at lukke ned for minkavlen, men denne gang kommer udmeldingen efter, at en lang række lande inden for de senere år har vedtaget eller er på vej til at vedtage et forbud mod pelsavl helt eller delvist.

Denne gang kommer udmeldingen dog i kølvandet af, at en lang række lande inden for de senere år har vedtaget eller er på vej til at vedtage et helt eller delvist forbud mod pelsavl.

Minkavlbranchen bløder

John Papsø, som er formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, mener, at timingen for forslaget er helt forkert.

- Det er så kynisk af SF at bruge den her corona-situation til noget så usselt som at tale om at forbyde minkavl, siger John Papsø.

Efter det viste sig, at mink kan bære og videregive smitte med coronavirus, har den danske minkavlbranche været hårdt udfordret.

Også rejserestriktioner og forsamlingsforbud har længe gjort det stort set umuligt at afholde auktioner og sælge skind. Derfor er det en branche i knæ, SF nu vil nedlægge helt, fortæller John Papsø.

- Vi bløder lige nu. Vi har minkavlere, der har fået corona ind på farmene, de ved ikke, hvordan de skal pelse eller bortskaffe gyllen og så videre. Vi andre burer os totalt inde for ikke at få det, siger han.

Smittespredningen skal stoppes

 I regeringen lægger de ifølge Fødevareminister Mogens Jensen (S) mest vægt på, at smittespredningen skal stoppes.

- For mig at se er det her ikke en diskussion om, om vi skal have minkavl i Danmark eller ej. Det handler om, hvordan vi får bekæmpet smitten i de minkbesætninger, der er smittet, og at det breder sig til resten af Danmark, og det er det, jeg har fokus på og koncentrerer mig om, siger Mogens Jensen.

Folketingsmedlem Lise Bech, som er valgt i Thistedkredsen for Dansk Folkeparti, mener, at det er usmageligt, at SF foreslår at nedlægge pelsproduktionen lige nu.

- De her minkfarmere er også mennesker, og det er så ulykkeligt for alle, der er berørt af det her, siger Lise Bech.

Intet er vedtaget endnu, og formand for Midtjyllands Pelsdyravlerforening, John Papsø, håber på, at forslaget kommer til at medføre en debat, der vil gavne branchen – og ikke lukke den.

- Jeg håber, at det her igen kan få folks øjne op for den gode og bæredygtige produktion, vi har, så folk kan se, at det er rigtig godt.

2:17
SF vil stoppe den danske minkavl, efter en række lande har vedtaget et helt eller delvist forbud mod pelsproduktion. Men det er usselt at ville lukke branchen, når de i forvejen er plaget af coronaens hærgen, mener Midtjyllands Pelsdyravlerforening.