To borgerlige partier forlod forhandlingerne, men Venstre blev: - Ingen skal forgældes

Et bredt flertal har forhandlet erstatning på plads til minkavlerne. Venstre kom med i aftalen - men konservative og Dansk Folkeparti sagde nej.

2:20
Venstres erhvervsordfører har været med hele vejen i de langstrakte forhandlinger om erstatning til minkavlere.

Siden forhandlingerne om erstatning til minkerhvervet begyndte, har Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen, som er valgt i Thisted, siddet med ved forhandlingerne. Mandag aften kunne han glæde sig over, at der er kommet en aftale i hus.

- Der er ikke nogen minkavler, der hverken skal forgyldes eller forgældes. Vi synes ikke, det er rimeligt, at der er avlere, der skal stå tilbage med gæld, når regeringen har valgt at lukke hele minkerhvervet i Danmark, siger han.

Venstre har forhandlet for at få større erstatning til minkavlerne, end regeringen oprindeligt ville give. Til gengæld forlod De Konservative og Dansk Folkeparti forhandlingerne kort før aftalen kom i hus. De to partier mener, der skulle have været bedre vilkår til de avlere, der måtte vælge at starte ny minkavl op igen.

Den samlede aftale kan løbe op i over 18 milliarder kroner. Det skal dække erstatning til avlerne og til følgeerhverv som for eksempel pelserier og fodercentraler.

Torsten Schack Pedersen medgiver, at det har været et langt forhandlingsforløb. Første del af erstatningerne kan blive udbetalt i februar, men der kan gå meget længere tid, før alle har fået fuld afregning.

- Den store erstatning tager desværre lidt længere tid, for det er en individuel beregning, der skal laves på den enkelte farmer, siger han.

Aftalen om erstatning er indgået af regeringen, SF, Radikale, Liberal Alliance og Venstre.