Bred politisk aftale sikrer milliarder til minkavlere
Bredt flertal i Folketinget er enig om kompensation til minkavlere, som blev beordret til at aflive deres mink. Aftalen koster op mod 19 milliarder.
Mandag aften er der landet en aftale om erstatning til de danske minkavlere. Aftalen er indgået mellem regeringen, SF, De Radikale, Venstre og Liberale Alliance.
Til februar vil de første penge fra mink-aftalen blive udbetalt til minkavlerne, siger fødevareminister Rasmus Prehn.
- Den store erstatning kommer senere. Her har vi brug for taksationskommission. Men de første penge vil kunne udbetales til februar, siger Rasmus Prehn.
Og det bliver en bekostelig affære for det danske samfund, når der skal udbetales kompensation til de danske minkavlere, der sidste år blev beordret til at aflive deres mink.
Det fremgår af en aftale, som et bredt flertal af Folketingets partier står bag efter et meget langstrakt forhandlingsforløb.
Det kommer til at koste op mod 19 milliarder kroner at yde kompensation til minkavlerne og følgeerhvervene, viser aftalen.
Men erstatningen til minkavlerne er "ordentlig og ansvarlig", siger De Radikales Andreas Steenberg.
- Vores børn og børnebørn skal betale pengene af. Sådan er det. Vi kan ikke have en situation, hvor nogen ikke får den erstatning, de har krav på i denne situation, siger Andreas Steenberg
Det helt eksakte beløb kendes endnu ikke, blandt andet fordi hver enkelt minkavlers sag skal vurderes. Der har været omkring 1000 minkfarme i Danmark.
Forhandlingerne har handlet om udbetalingen af en såkaldt tempobonus for de avlere, der slog deres mink ned hurtigt.
Derudover er der også blevet forhandlet om erstatning til minkavlerne for de aflivede mink og for de destruerede skind.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen siger om mink-aftalen:
- Vi har forhandlet fra en erstatning, som på ingen måde ville kunne dække de gældsposter, som erhvervet havde, og til en situation, hvor der kommer en rimelig kompensation.
- Ingen skal have en urimelig høj kompensation, men ingen skal stå med hatten i hånden, siger Jakob Ellemann-Jensen.
De Konservative, Alternativet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har alle meldt ud, at de ikke er med i aftalen.