To drenge overfaldt betjente: Nu er der nyt
De 15-årige drenge er blevet løsladt, men de slipper ikke for en tur i retten.
De to 15-årige drenge, der lørdag aften overfaldt to betjente til en byfest, er søndag blevet løsladt.
Det oplyser vagtchef Andreas Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
De 15-årige er stadig sigtede, og sagen kommer for retten på et tidspunkt.
Løsladelsen skyldes de sigtedes unge alder.
- Vi har vendt med en jurist, om der er grundlag for at fremstille de to 15-årige i et grundlovsforhør. Vurderingen er, at det er der ikke, fortæller vagtchefen.
Når sagen kommer for retten, kan det dog stadig ende med en straf.
De 15-årige overfaldt lørdag aften betjentene til en byfest i No ved Ringkøbing. Ifølge politirapporten har drengene skubbet til begge betjente og slået og sparket den ene i hovedet, så han fik brud på en knogle i ansigtet.