Tylas Facebook-billeder blev misbrugt på pornosider

I december 2017 finder Tyla Stear ud af, at billeder fra hendes Facebook-profil er blevet delt, misbrugt og spredt på forskellige pornohjemmesider.

Tyla Stear har været udsat for seksuel digital krænkelse. Flere af hendes Facebook-billeder er blevet misbrugt. delt og spredt på pornografiske hjemmesider.
Tyla Stear har været udsat for seksuel digital krænkelse. Flere af hendes Facebook-billeder er blevet misbrugt. delt og spredt på pornografiske hjemmesider.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Kan du forestille dig, at dit ansigt blev brugt til at fremstille pornografiske billeder? Billeder, hvor du har sæd i ansigtet, og hvor det tilsyneladende er dig, der er redigeret ind på pornomodellers kroppe?

Nej vel? Det kunne Tyla Stear heller ikke. I hvert fald ikke før en aften i december 2017, hvor der tikker en besked ind i hendes indbakke. 

- What the fuck, skriver vennen, der har sendt hende beskeden.

Beskeden indeholder et billede af Tyla Stear. Men der er ét problem. Billedet af hende er manipuleret, så det ligner, at hun har sæd i hele ansigtet. Et billede, der er falsk porno. 

- Jeg tror, at jeg grinte ad det først. Og så brød jeg bare sammen, efter jeg havde set det, siger Tyla Stear.

0:51
De manipulerede billeder har haft store konsekvenser for Tyla Stear. 

Realiteterne begynder derefter så småt at gå op for den nu 21-årige Tyla Stear. En masse tanker flyver i de efterfølgende minutter, timer og dage igennem hendes hoved. 

- Det første, jeg tænkte var, hvorfor det lige var mig, der skulle udnyttes på den her måde. Jeg kunne ikke forstå, hvad jeg havde gjort forkert for at fortjene de her ting. Jeg begyndte at gennemgå alt, jeg har oplevet i mit liv – om jeg havde gjort nogen fortræd, eller om jeg havde gjort et eller andet for at fortjene det. Jeg følte, at det var min skyld, at de lå derude, siger hun.

Kender sin krænker

Sagen bliver politianmeldt, og Tyla Stears mand går i gang med at gennemsøge nettet for flere billeder. Det viser sig hurtigt, at der findes adskillige pornografiske sider, der har billeder af hende.

- Jo mere vi graver i det, finder jeg ud af, at det har foregået i en periode på fire til fem år. En havde taget uskyldige Facebook-billeder, lagt dem ud og bedt anonyme mennesker om at få dem redigeret, siger Tyla Stear.

Efter et større detektivarbejde kommer hendes mand på sporet af den nu 23-årige mand, der er tiltalt i sagen. Det viser sig, at den tiltalte og Tyla Stear har gået i skole sammen.  

- Det var nok også det, der chokerede mig mest, at det var en, jeg var så tæt med engang, som kunne finde på at gøre sådan noget.

Tyla Stear er ikke den eneste, det er gået ud over. Den tiltalte mand har delt 229 billeder af i alt 18 unge kvinder på forskellige pornohjemmesider.

Mærket for livet

Delingen af billederne af de 18 kvinder er ifølge politiets efterforskning foregået fra 2011-2017. I Tyla Stears tilfælde drejer det sig om 49 forskellige billeder. Billederne er blevet delt, manipuleret og spredt over flere år, og den seksuelle digitale krænkelse har haft store konsekvenser for hende. Hun går ned med depression og angst. Hun kæmper med selvmordstanker og må sygemeldes.

- Jeg er blevet enormt paranoid. Jeg gik fra at være udadvendt og glad til at være indadvendt og negativ. Jeg stoler ikke rigtig på folk. Jeg lukker dem ikke tæt på, fortæller hun.

Tyla Stear fortæller, at hun i tre måneder ikke turde gå uden for en dør. Hun følte, at folk kendte hende.

- Eller i hvert fald hende på billederne. Jeg følte, at jeg blev dømt bare ved uskyldige blikke. Jeg synes også, at det var pinligt, at min familie skulle se mig på den måde. Det var meget ubehageligt. 

Men krænkelserne har ikke kun haft konsekvenser for Tyla Stear. Hun har valgt flere venner fra, og også familien er blevet mærket.

- Jeg var ikke til stede det første år af min datters liv. Det har også gået ud over vores forhold (red. hende og manden), at vi begge har haft det så svært. Det har været rigtig hårdt, fortæller hun.  

I dag - halvandet år efter billederne blev fundet - går det bedre. 

- Jeg er begyndt at kunne komme ud. Jeg er begyndt at kunne komme ned og handle selv. Jeg kan bare ikke gøre det i længere perioder, siger hun.

Det var en af Tyla Stears venner, der fortalte hende, at der florerede pornografiske billeder af hende på nettet.
Det var en af Tyla Stears venner, der fortalte hende, at der florerede pornografiske billeder af hende på nettet.

Vil have kontrollen tilbage

Tyla Stear søger stadig jævnligt på nettet for at se, om der skulle være dukket flere billeder op. Og selvom hun er flov over billederne, vælger hun alligevel at stå frem og fortælle sin historie. 

- Jeg har brug for at tage styringen over mit liv igen - det skal han ikke have lov til at tage fra mig. Det var været en lang proces, og det er stadig hårdt til tider, men for at jeg kan have en almindelig hverdag, er jeg nødt til at stå frem og sige, at det kun har gjort mig stærkere.

Men hun kommer aldrig til at tilgive den 23-årige mand, som hun engang var venner med.

- Han er ikke en, jeg har lyst til at have noget at gøre med. Han skal have den straf, han fortjener. Men jeg føler ikke rigtig noget for ham overhovedet. Han er bare en, jeg kendte engang, slutter hun. 

Den 23-årige tiltalte mand tilstod alle forholdene i retten i Viborg tirsdag.

Der ventes at falde dom i sagen tirsdag den 19. marts. 

1:06
Her fortæller Tyla Stear, hvordan billederne ser ud.