570 arrangementer: Her kan du finde direktøren

Nu er det tid til Kulturmøde Mors. Casper Ryttergaard glæder sig til, at det går løs, og én koncert ser han især frem til.

Kulturmødet på Mors 2022.
Kulturmødet på Mors 2022.
Foto: Per Bille / Kulturmødet Mors

Traditionen tro vender Kulturmødet Mors tilbage i uge 34, og de første arrangementer på programmet løber af stablen i dag fra klokken ni. 

Frem til lørdag vil det gå løs med blandt andet koncerter, samtaler og debatter på de 25 scener. 

Direktør for Kulturmødet, Casper Ryttergaard, har set frem til dagen, og han er i den grad klar. 

- Vi har 570 arrangementer, og jeg glæder mig til det hele, siger han til TV MIDTVEST. 

Sidste år havde Kulturmødet 35.000 besøgende, og direktøren forventer ikke, at det tal bliver lavere i år. 

- I de seneste seks år har vi hvert år oplevet, at der kom flere og flere publikummer, og i år åbner vi tre nye scener, siger han. 

Han fortæller, at Kulturmødet i år har særligt fokus på Norden. Han fremhæver koncerter med kunstnere som færøske Eivør og svenske Sarah Klang. Han ser desuden frem til en samtale med den norske forfatter Linn Ullmann. 

Et arrangement, som Casper Ryttergaard ser særligt frem, til foregår i Nykøbing Kirke. Her spiller Peter Sommer nemlig sammen med ensemblet Who Killed Bambi, og her vil direktøren helt sikkert indfinde sig blandt publikum. 

- Hvis jeg skal pege på ét navn, bliver det Peter Sommer. Jeg har længe været kæmpe fan af ham, siger han. 

Peter Sommer og Who Killed Bambi spiller både klokken 19 og 21 torsdag aften.