Minister på plejehjem: Teknologi gavner både personale og de ældre

Duelund Plejecenter i Nykøbing havde mandag formiddag besøg af erhvervsminister Simon Kollerup (S), som så på teknologiske løsninger.

Simon Kollerup (S) lagde mandag vejen forbi Duelund Plejecenter.
Simon Kollerup (S) lagde mandag vejen forbi Duelund Plejecenter.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Det helt nye Duelund Plejecenter i Nykøbing, der rummer 48 boliger, heraf 30 til demente, havde mandag fint besøg.

Plejecentret er taget i brug for et halvt års tid siden, og det byder på flere moderne og teknologiske løsninger til gavn for både de ældre og personalet.

Ifølge plejecentrets leder, Karen Marie Nielsen, er det vigtigt at snakke velfærdsteknologi af to årsager:

- Den ene er i forhold til vores beboere: Hvad giver dem en værdighed i de ting, vi skal gøre med dem i dagligdagen. Den anden er i forhold til personalet: Hvordan skåner vi dem for arbejds- og slidskader, så vi kan frigøre mere tid til at arbejde med relationen til borgeren?

Det var netop også derfor, erhvervsminister Simon Kollerup (S) mandag formiddag lagde vejen forbi.

- Det, jeg har mødt her, er Velfærdsdanmark og de varme hænder, der møder den spændende nye teknologi. Teknologien kan give et endnu stærkere velfærdssamfund, men også eksport- og arbejdspladseventyr for Danmark, siger han.

Ud over en snak med personalet, talte han med flere borgere og prøvede forskellige velfærdsteknologiske løsninger som blandt andet en afstressende stol.

- Jeg kan se, at teknologi kan give bedre liv for mennesker. Man kan slappe af i en afstressende stol eller lære at spise selv, selv om man ryster på hånden. Teknologi kan gøre mennesker mere frisatte og give dem deres eget liv tilbage i en svær situation, og det skal vi udnytte endnu mere. Så når resten af verden skal løfte deres velfærd, så skal vi levere teknologien til dem, siger ministeren.

Under sit besøg på Duelund Plejecenter prøvede Simon Kollerup blandt andet en afstressende stol til de ældre.
Under sit besøg på Duelund Plejecenter prøvede Simon Kollerup blandt andet en afstressende stol til de ældre.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Teknologi kan ikke stå alene

Men skal teknologien bruges optimalt, så kræver det også godt personale, lyder det fra lederen af plejecentret. For teknologien kan ikke stå alene.

- Man skal også have relationen til borgeren og samarbejdet. Det kræver en viden om, hvad borgeren er ramt af og har af udfordringer.

Det var da også noget af det, Kollerup tog med fra besøget.

- Jeg har lært, at teknologi kan meget, men også endnu mere. Det er dog kun personalet, som kan udløse det. Teknologien giver dem mere tid til at være sammen med borgeren og til den omsorg, der skal være, og det skal vi udnytte.