Mors-Thy slår KIF Kolding og kan øjne slutspillet

Mors-Thy spiller sig med en sejr op på syvendepladsen i herrernes bedste håndboldrække.

Mors-Thys Lasse Pedersen var brandvarm med sine ti mål mod KIF Kolding.
Mors-Thys Lasse Pedersen var brandvarm med sine ti mål mod KIF Kolding.
Foto: Henning Bagger /Ritzau Scanpix

Mors-Thy kan øjne slutspillet efter en sejr på 33-28 over KIF Kolding, der kæmper for at blive i herrernes bedste håndboldrække.

Nordjyderne fortsætter dermed den gode form og har nu vundet seks af holdets seneste otte kampe i ligaen.

Med sejren går Mors-Thy forbi Ribe-Esbjerg, der må afgive syvendepladsen efter et nederlag til Bjerringbro-Silkeborg tirsdag aften.

Det var især det nordvestjyske hjemmeholds Lasse Pedersen, der gjorde ondt på KIF Kolding. Højrefløjen scorede hele ti mål, hvilket var flest af alle på banen.

Mors-Thy byggede fundamentet for sejren i første halvleg, som holdet vandt med fire mål. Efter pausen kom gæsterne fra KIF Kolding bedre med og var ad flere omgange kun et mål fra nordjyderne.

Samtidig var Ribe-Esbjerg i kamp mod Bjerringbro-Silkeborg. Vestjyderne led et nederlag på 31-35 til det midtjyske tophold, der førte kampen fra start til slut.

Efter tirsdagens kampe ligger Bjerringbro-Silkeborg på femtepladsen, hvor midtjyderne kan føle sig sikre på en plads i slutspillet med hele ni point ned til Lemvig på niendepladsen.

Mors-Thy overtager som nævnt syvendepladsen fra Ribe-Esbjerg, der fortsat er to point foran Lemvig, som i øjeblikket ikke ligger til at komme i slutspillet.

KIF Kolding befinder sig med sine 13 point fortsat á point med TMS Ringsted, der ligger under nedrykningsstregen.