Tage kunne ikke standse broklap i frit fald over Vildsund: - Det var den værste oplevelse

Skibstrafikken måtte standses, da Vildsundbroens broklap faldt ned med et brag lørdag eftermiddag. En situation, der ifølge brovagt Tage Mailund kunne have haft store konsekvenser.

2:15
Den 300 ton tunge broklap på Vildsundbroen smækkede i ved en fejl. Det skaber stor utryghed i lokalområdet.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Lørdag eftermiddag fik Tage Mailund brug for sine mange års erfaring som brovagt, da uheldet var ude på Vildsundbroen. Da broklappen skulle lukke i, efter en båd havde sejlet under, gik det nemlig galt.

- Den starter, som den skal, men da den er cirka halvvejs nede, går den i frit fald. Broklappen vejer 300 tons, og jo længere den går ned, desto mindre kontrol har kontravægten. Så den kan ikke styre det, og så galoperer det, og så falder den i med et ordentligt brag, forklarer Tage Mailund.

Braget fra broklappen kunne ifølge Tage Mailund høres i køkkenerne hos indbyggerne i Vildsund Øst, og flere af dem, der tidligere på dagen var sejlet under broen, ringede også til brovagten for at høre, hvad der var sket.

Da broklappen landede, satte den sig fast 30-40 centimeter for højt. Tage Mailund var dog hurtig til at løsne for en magnetbremse, der holder broen fast, og efter cirka 20 minutter kunne bilisterne igen passere.

- Der var kø lige så langt øjet rakte. Der var spækket med biler til alle verdenshjørner, siger brovagten.

Et trafikalt knudepunkt

Henrik Jensen er nær nabo til Vildsundbroen og en del af kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune. Selvom han ikke selv var til stede da uheldet skete, så er han ikke i tvivl om, at mange morsingboers frygt blev til virkelighed lørdag eftermiddag.

- Jeg lavede selv et opslag på Facebook her til morgen at gøre opmærksom på, at der var sket noget. Og her til morgen kunne jeg se, at der næsten var 1200 delinger på opslaget. Så det er noget, der bekymrer rigtig mange mennesker, det kan jeg da mærke, siger Henrik Jensen.

Efter Henrik Jensen lavede et opslag på Facebook, var det tydeligt for ham, at mange morsingboere - ligesom han selv - var påvirkede af hændelsen.
Efter Henrik Jensen lavede et opslag på Facebook, var det tydeligt for ham, at mange morsingboere - ligesom han selv - var påvirkede af hændelsen.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

- Det er jo en af de situationer, vi har frygtet allermest, der skulle ske, efter vi er gået over til automatisering.

Ifølge Henrik Jensen er det især på Mors, de er afhængige af Vilsundbroen. Men broen er også afgørende for infrastrukturen på Thisted Havn, mener han.

- Det er jo livsvigtigt. Det er vores livsnerve, når vi skal til og fra øen. Vi er nødt til at have noget, vi ved fungerer, når vi har sådan et trafikalt knudepunkt her, siger Henrik Jensen.

- Det er livsfarligt

Det er ikke kun morsingboerne, der blev rystet af uheldet i mere end en forstand. Også Tage Mailund, der har været brovagt i mere end 30 år, er chokeret dagen derpå.

- Det var da den værste oplevelse, det der skete. Det er aldrig sket for broen nogensinde. Vi plejer at kunne styre broen med en stor bremsepedal, men den har man skrottet, da automatikken skulle indføres. Så der var ingen pedal. Jeg kunne bare stå og kigge på hullet i gulvet og så lade broen falde for sig selv. Havde jeg haft den pedal, så havde jeg bestemt, om broen skulle have lov til at falde ned, siger Tage Mailund

Ifølge brovagten kan fejlen skyldes, at elektronikken simpelthen er ’blevet træt’, og hans bud er, at nogle spoler er blevet brændt af. Det vigtigste er ifølge ham, at det ikke gik værre, og at ingen kom til skade.

- Det kunne lige så godt have været, at magnetbremsen ikke holdt, mens der var en gennemsejling, og at broklappen havde væltet ned i hovedet på en båd. Det er livsfarligt, siger Tage Mailund.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Vejdirektoratet efter lørdagens hændelse, men det har grundet sommerferie ikke været muligt.