Cheflæge råbte op om pres på akutmodtagelse længe før bekymringsbrev
Allerede tre måneder inden et kendt bekymringsbrev fra læger på akutafdelingen råbte ledelsen op, skrev cheflæge om kapacitetsproblemer i afdelingen.
På baggrund af en aktindsigt kan TV MIDTVEST nu afsløre, at tidligere cheflæge på akutmodtagelsen Dea Kehler på Regionshospitalet Gødstrup forsøgte at råbe lægefaglig direktør Jens Friis Bak op om overbelægning på afdelingen, få måneder før hun fratrådte sin stilling i december 2022.
- Vi har 14 (patienter, red.) på vej ind, 5 i venteværelse og kun 5 ledige pladser, skriver hun blandt andet i en sms, der 20. september klokken 15.08 blev sendt til Jens Friis Bak.
Beskeden viser dermed, at den øverste ansvarlige for alle læger på akutmodtagelsen allerede i efteråret slog alarm over for ledelsen. Altså længe inden en gruppe læger i afmagt stod offentlig frem med deres kritik hos TV MIDTVEST og flere andre medier.
Skulle sikre patientbehandling i verdensklasse
Den nu tidligere cheflæge begyndte i maj 2021 som ledende overlæge ved Akutafdelingen i Herning og Holstebro.
Den gang beskrev det daværende Hospitalsenheden Vest Dea Kehler som en læge med "faglig bredde og dybde".
- I hospitalsledelsen er vi glade for at tage hul på samarbejdet med Dea, lød det fra Jens Friis Bak i en nyhed, der blev lagt på hospitalernes fælles hjemmeside.
Dea Kehler blev blandt andet ansat med henblik på at bidrage til udviklingen af akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.
Hun skulle være med til at "sikre høj patientbehandling i verdensklasse" samt "patientforløb, der hænger sammen", hed det i nyheden.
Men en eftermiddag i september har Dea Kehler tilsyneladende følt, at hun måtte råbe lægefaglig direktør Jens Friis Bak op.
I sms'en til Jens Friis Bak beskriver Dea Kehler blandt andet, at flere afdelinger på akutmodtagelsen er i "rødt".
- Rød tilstand er lig truet patientsikkerhed, fremgår det af referatet fra et møde mellem akutafdelingen og ledelsen, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.
Forud for sms'en er Dea Kehler og hendes afdeling blevet bedt om at tage imod patienter "fra Randers."
- Vi kan ikke tage imod Randers-patienter, så får vi selv problemer ved 18-20 tiden, slutter hun sin besked til Jens Friis Bak.
Presset læge har sagt op
Efter Dea Kehler stoppede i sin stilling i december 2022 er travlheden ikke hørt op på akutmodtagelsen.
Omkring nytår blev nu tidligere overlæge Anders Møllekær som talsperson ansigtet på et bekymringsbrev, hvor lægerne råbte op omkring forholdene på afdelingen og gik offentligt ud med deres bekymring for patienternes sikkerhed.
Lægerne mente, at grænsen for overbelægning og belastning var nået og kaldte situationen "uholdbar".
- Når vi er så pressede, som vi er, så bliver vi bekymrede for patienterne, har Anders Møllekær tidligere sagt til TV MIDTVEST.
Han er nu - ligesom Dea Kehler - fortid på afdelingen.
- Kampen for patienternes sikkerhed har haft store personlige omkostninger for mig. Jeg har under forløbet oplevet at være udsat for et stort internt pres af personlig karakter og fra hospitalsledelsens side, skriver han i mail til TV MIDTVEST, hvor han sætter ord på sin opsigelse.
Må ikke tale om sit tidligere job
TV MIDTVEST ville gerne have spurgt Dea Kehler ind til sin tid som cheflæge på akutmodtagelsen, men hun oplyser, at hendes fratrædelsesaftale indeholder en klausul, der betyder, at hun for nuværende ikke må udtale sig om sit tidligere job.
Derfor er det også uvist, om hun er blevet fyret eller frivilligt har fratrådt sin stilling, men til et repræsentantskabsmøde i Overlægeforeningen i begyndelsen af oktober satte hun ord på de frustrationer, hun oplevede på akutmodtagelsen.
- Det, der kan få mine læger til at sige op, er de daglige kapacitetsudfordringer.
- Medarbejderne er omsorgstrætte og arbejdsmætte, og faglighed og uddannelse kompromitteres og svækkes af drift, sagde hun ifølge Ugeskrift for læger.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en reaktion fra hospitalsledelsen på Regionshospitalet Gødstrup. De er ikke vendt tilbage på TV MIDTVEST's henvendelse inden publicering.
Dea Kehlers stilling er fortsat ubesat, men ifølge regionen er man i gang med ansættelsesprocessen, fremgår det af et jobopslag.