Tillidsrepræsentant om støttebrev: - Jeg har ikke været en del af det

Tillidsrepræsentant Anette Knudsen fortæller, at hun ikke har været involveret i processen omkring et støttebrev til afdelingsledelsen.

Tillidsrepræsentant fra Akutmodtagelsen på Regionshospital Gødstrup har ikke underskrevet støttebrev.
Tillidsrepræsentant fra Akutmodtagelsen på Regionshospital Gødstrup har ikke underskrevet støttebrev.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST / Colourbox

Tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup Anette Knudsen stiller sig nu frem og fortæller, at hun ikke har været en del af det støttebrev, der er sendt til ledelsen på den travle afdeling.

- Jeg har ikke været med i processen, siger hun. 

Mandag kunne TV MIDTVEST fortælle om støtteerklæringen, der er sendt efter en lang periode med massiv medieomtale af presset på afdelingen.

I brevet skriver en eller flere unavngivne tillidsrepræsentanter fra sygeplejerskerne og lægesekretærene sammen med arbejdsmiljørepræsentanterne på vegne af afdelingens plejepersonale og sekretærer blandt andet, at man har tillid til, at afdelingsledelsen "søger at gøre, hvad der er muligt".

Men flere af afdelingens ansatte fik først kendskab til brevet og dets indhold, da TV MIDTVEST kontaktede dem mandag.

- Jeg er ikke blevet orienteret om støtteerklæringen, som jeg kan læse, at min tillidsrepræsentant har skrevet på mine vegne. Det kan jeg undre mig over, lød det blandt andet fra Rikke Larsen, der er lægesekretær på Akutmodtagelsen.

Afdelingen har to tillidsrepræsentanter og en fællestillidsrepræsentant for sygeplejerskerne. TV MIDTVEST er lykkedes med at få kontakt til Anette Knudsen, der er den ene tillidsrepræsentant, mens det ikke har været muligt at komme i kontakt med fællestillidsrepræsentanten.

- Jeg har ikke yderligere kommentarer til brevet, fordi jeg ikke har været en del af det, og hvad det har henblik på, siger Anette Knudsen. 

Afdelingsbrev blev præsenteret for politikere

TV MIDTVEST kan på baggrund af en mail, der er sendt internt på hospitalet tirsdag, dokumentere, at idéen til støtteerklæringen opstod, da TV MIDTVEST torsdag fortalte om sygeplejersken Nanna Eskelund, der stod frem med sin frustration.

- Arbejdsmiljøet er stadig presset. Der er stadig nogle, der siger op, og jeg er stadig bekymret, lød det fra sygeplejersken på akutmodtagelsen.

De travle ansatte på akutmodtagelsen har flere gange forsøgt at gøre både afdelingsledelsen og hospitalsledelsen opmærksom på travlheden.

Det resulterede for nylig i kritik af hospitalsledelsen, da overlæge Anders Møllekær sagde sin stilling op og blandt andet begrundede det med pres fra hospitalsledelsen.

Historierne har tilsyneladende fået flere af afdelingens ansatte til at opfordre tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter til at udarbejde en tekst med opbakning til ledelsen, fordi "der også er flere kolleger, som er glade for at arbejde på afdelingen".

Det står der i den interne mail, der tirsdag er sendt fra fællestillidsrepræsentanten samt en arbejdsmiljørepræsentant.

Støttebrevet blev udarbejdet på baggrund af et møde fredag, hvor "næsten alle deltog", står der ligeledes i den interne mail. 

Alligevel lyder det fra tillidsrepræsentant Anette Knudsen, at hun ikke deltog på mødet.

Efter mødet fredag eftermiddag blev indholdet af støttebrevet meldt ud til afdelingens ansatte, inden det blev sendt til afdelingsledelsen mandag morgen for så siden hen at blive delt med hospitalsledelsen og regionsrådspolitikere i Region Midtjylland.

Mandag valgte hospitalets kommunikationsafdeling desuden at dele brevet med TV MIDTVEST.

- Mette (chefsygeplejerske på Akutafdelingen Mette Norup Frøjk, red.) er meget glad for brevet og mener, at det kun er os medarbejdere, der kan lukke den dårlige omtale, står der i mailen fra fællestillidsrepræsentanten og en arbejdsmiljørepræsentant.

TV MIDTVEST har heller ikke haft held til at få kontakt til til den arbejdsmiljørepræsentant, der sammen med fællestillidsrepræsentanten har sendt tirsdagens interne mail.