De første coronavacciner er på vej til Danmark
Måske kan de første corona-vaccinationer gives inden 27. december, siger statsminister Mette Frederiksen ifølge TV2.
De første coronavacciner er på vej, og planerne for den indledende vaccinationsindsats er på plads.
Det skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside torsdag.
Styrelsen har sendt besked ud til regioner, kommuner og praktiserende læger med planer for, hvordan første fase af vaccinationsindsatsen skal organiseres.
Forberedelserne er derfor i fuld gang alle steder.
- Det er jo en begrænset mængde vacciner, vi modtager i første omgang, og dem skal vi reservere til de allermest sårbare mennesker og til personalet, der arbejder med dem som for eksempel social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og læger, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.
Når coronavaccinerne ligger klar, så prioriteres landets omkring 40.000 plejehjemsbeboere, som nogle af de første til at modtage coronavaccinen.
Og overfor TV 2 bekræfter statsminister Mette Frederiksen (S), at de første vaccinationer måske allerede kan gives til danskere den 27. december.
Praktiserende læger rykker ud til plejehjem
Efter aftale med regeringen og regionerne skal de praktiserende læger vaccinere samtlige beboere på landets plejehjem, når coronavaccinen kommer.
Det oplyser Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en pressemeddelelse.
Det sker efter aftale med regeringen, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening.
- Regeringen har besluttet, at beboere på plejecentre skal vaccineres som nogle af de første. Det giver rigtig god mening, og når samfundet beder os om at løse opgaven, så tager vi det naturligvis på os, siger formanden for PLO, Jørgen Skadborg, i pressemeddelelsen.
- Vi har i weekenden skrevet til vores kommunale formænd og hvert enkelt medlem, og vi har bedt de kommunale formænd om i denne uge at koordinere, hvilke læger der skal dække hvilke plejecentre.
PLO er ved at koordinere, hvilke læger der skal stå for at vaccinere på hvilke plejehjem.
Ifølge organisationen har interessen blandt praktiserende læger til at medvirke været "overvældende."
I sidste uge slog coronasmitte på plejehjem rekord under pandemien, hvor der var i alt 199 smittede beboere på en uge. Ugen før var der 116 coronatilfælde.
Smitten har også bredt sig til hele landet. Samtlige fem regioner havde i sidste uge plejehjemsbeboere med coronavirus.
I alt var 57 plejehjem ramt i hele landet, og 20 plejehjemsbeboere døde i sidste uge med coronavirus.
Første vaccinationer klar 27. december
Alle EU's medlemslande vil påbegynde vaccinationer mod covid-19 fra den 27. december, hvis vaccinen godkendes, oplyser Tysklands sundhedsminister, Jens Spahn.
- I Tyskland vil vi starte, hvis godkendelsen kommer som planlagt den 27. december. De andre lande i EU ønsker at være i stand til at starte og ønsker at starte fra 27. december, siger Spahn.
Det siger han forud for et møde, som han og forbundskansler Angela Merkel holder torsdag med topfolkene i medicinalselskabet BioNTech.
Det tyske BioNTech har udviklet en vaccine mod covid-19, som produceres af det amerikanske selskab Pfizer.
Det er den vaccine, som Europa lige nu venter på bliver godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, på mandag.
EU's 27 medlemslande sigter efter at begynde at vaccinere mod coronavirus på samme dag, lød det onsdag fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.