Energipriserne stiger - men ikke som sidste år

Sidste år steg energipriserne til rekordhøjt niveau. Eksperter fortæller, at denne vinter bliver noget lunere for pengepungen.

Selvom der lige nu er pres på træpillerne, så garanterer Ronnie Kristensen, at der ikke er mangel på dem.
Selvom der lige nu er pres på træpillerne, så garanterer Ronnie Kristensen, at der ikke er mangel på dem.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

Udsolgt, udsolgt, udsolgt.

Lige nu kan det være svært at skaffe otte millimeter træpiller til pillefyret. 

Ifølge Ronni Kristensen, der er salgs- og indkøbschef hos CM Biomass, så handler det om, at vi er i en ganske særlig situation. Folk bestiller nemlig deres træpiller tidligere end normalt.

- De sidste to måneder har vi solgt lige så meget, som vi gør en normal kold januar måned. Og vi har lige haft sommerferie. Det betyder, at vi ikke har bemandingen til at følge med  efterspørgslen, forklarer han.

Det kan få nogle til at tro, at der er mangel på træpiller. Det er ikke tilfældet, forsikrer Ronnie Kristensen.

3000 kroner for en palle 

Dermed ligner situationen den, man oplevede som forbruger af træpiller sidste år, hvor priserne steg til rekordhøjt niveau. For få år siden kostede en palle træpiller omkring 2000 kroner, men pludselig eksploderede priserne, og det blev normalt at se priser omkring 6000 kroner for en palle.

- Forklaringen er, at de store kraft-varmeværker tjente penge på at producere el, fordi prisen på el var så høj. Det brugte de så træpiller til i en grad, så de nærmest støvsugede markedet, forklarer Ronni Kristensen.

Den situation ser han ikke gentage sig i år. Og prisen skulle efter alt at dømme holde sig på det niveau, som den er på nu, hvor en palle koster omkring 3000 kroner.

- Der er ikke noget i sol, måne og stjerner der siger, at det skal gå amok igen, siger Ronnie Kristensen.

Prisen på de cirka 3000 kroner for en palle er derimod en pris, forbrugerne skal vende sig til, mener han.

- Det er hovedsageligt, fordi råvarerne er steget, fordi der er større efterspørgsel på træfiber. Og så er der stadig lavkonjunktur i hele træindustrien. Der bliver simpelthen savet mindre træ, og derfor er der ikke så meget af det restprodukt, man laver træpiller af, fortæller han.

Benzin og diesel stiger

Bilister med benzin og dieselbiler skal forvente, at fremtiden bliver dyrere.

- Vi kan måske tænke på den her måde, at det vi så sidste år, når det så slemt ud. Det er der, vi skal sigte mod. Det bliver tættere på de 20 kroner for en liter 95 oktan.

Jan Bylov, der er oliestrateg i Jyske Bank, forventer, at vi i fremtiden vil komme til at betale mere for både diesel og benzin.
Jan Bylov, der er oliestrateg i Jyske Bank, forventer, at vi i fremtiden vil komme til at betale mere for både diesel og benzin.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

Årsagen til at valuta og oliestrateg i Jyske Bank, Jan Bylov, mener, at prisen går den vej er, at det giver problemer, hvis prisen på olie er for lav.

- Prisen på olie skal have et niveau, så de firmaer der henter olien op fra undergrunden er villige til at investerer i at hente den op, siger han.

Desuden sidder de olieproducerende lande og regner på, hvordan de får optimeret deres samlede olieindtægter.

Putin kan skabe kaos

En joker i denne sammenhæng er Rusland. Selvom der er sanktioner, så leverer Rusland stadig omkring 10 procent af verdens samlede olieforbrug.

- Så hvis han vil skabe kaos i Vesten, kan han gøre det ved at spille på sin store trumf. Han kan lukke for olien.

I forhold til naturgas har Europa efterhånden fået flyttet sig væk fra russisk afhængighed. Men det betyder så, at en større del af gassen kommer i form af flydende gas. Det har givet et mere nervøst marked.

- Vi har senest set prisstigninger på naturgas, fordi markedet reagerede på en strejke på et anlæg i Australien, fortæller indkøbsdirektør i OK, Anne Holm.

Naturgassen vil i år ikke nå sidste års rekordhøje niveau, fortæller Anne Holm, indkøbsdirektør OK.
Naturgassen vil i år ikke nå sidste års rekordhøje niveau, fortæller Anne Holm, indkøbsdirektør OK.
Foto: Michael Aarup, TV MIDTVEST

Dog kan forbrugerne af fjernvarme glæde sig over, at vi ligger langt fra sidste års rekordhøje priser på 27 kroner for en kubikmeter. I dag er prisen under fem kroner. Anne Holms forudsigelse lyder, at prisen nok vil forblive i det leje.

Naturgaslagrene er fyldte 

- Lagerniveauerne var væsentligt lavere dengang, end de er nu. Så vi er rigtigt godt med. Vi har 90 procent kapacitet, og det er langt mere end normalt på denne tid af året.

En lang og hård vinter i Europa kan ændre billedet, men hvis europæerne forstår at spare på naturgassen, mener hun ikke det bliver et problem.

- Som det ser ud nu, ser det fornuftigt fladt ud. Så man skal som naturgaskunde nok komme igennem det, siger hun.

Nogenlunde ligesådan ser det ud på el-siden. Sidste år var prisen rekordhøj, men lige nu ligger prisen på omkring en sjettedel af, hvad den rene pris på strøm var dengang.

- Jeg vil sige, at markederne er nervøse. Men jeg tror ikke, vi skal regne med, at vi vil se noget tilsvarende i år. Men jeg tror alligevel, vi skal forberede os på, at der kan komme meget store udsving henover vinterhalvåret, siger Niels Brøndsted, der er direktør for energi hos Jysk Energi.

I en normal verden stiger elprisen ikke

Forbrugerne skal også vende sig til, at de billige timer for strøm ikke er i dagtimerne om vinteren. Det skyldes, at solcellerne ikke leverer så meget strøm i vinterhalvåret.

Men vandmagasinerne er blevet godt fyldt i både Norge og Sverige. Det giver vand til de vandturbiner, der producerer strøm.

- Bliver det en kold vinter for hele Europa, så kan vi frygte, at der kommer prisstigninger. Men markederne siger lige nu, at prisstigningerne er små, siger han.

- Det er nervøse markeder – der skal ikke så meget til at rokke båden. Men hvis verden er normal, så kommer vi ikke til at se væsentlige prisstigninger, siger Niels Brøndsted.