Fyret hospitalsledelse i Viborg får knap fire millioner
Det koster Region Midtjylland 3.971.780 kroner at fyre to direktører i Viborg, viser en aktindsigt.
Lige knap fire millioner. Det er, hvad den nu fyrede hospitalsledelse på Regionshospitalet Viborg får som kompensation. Det skriver DR Østjylland.
Helt nøjagtigt drejer det sig om 3.971.780 kroner, som Region Midtjylland skal betale til Lars Dahl Pedersen og Tove Kristensen, der indtil den 10. september var henholdsvis hospitalsdirektør og sygeplejefaglig direktør.
Et afskedshåndtryk, der især forgylder Lars Dahl Pedersen, som får de 3.017.000 kroner. De resterende 955.000 får Tove Kristensen.
Fyret af en fyret mand
Det var blandt andre regionsdirektør Jacob Steengaard Madsen, som besluttede, at hospitalsledelsen i Viborg skulle træde tilbage. Det førte til kritik fra sygehusets ansatte og sidenhen også politikerne i regionsrådet.
Enden på det blev, at også regionsdirektøren måtte trække sig.