Maria er for syg til almindelig tandlæge: Nu vil politikere lukke særlig klinik
I en spareøvelse vil regionsrådet i Region Midtjylland samle seks klinikker i specialtandplejen.
- Jagten på de sårbare.
Med de ord indleder Maria De Lemos et brev, der skal rettes mod regionsrådet i Region Midtjylland.
Her har et stort flertal nemlig planer om at lave store ændringer i specialtandplejen. Hvis de planer føres ud i livet, er Maria De Lemos klar i mælet, hvad konsekvensen angår:
- Det umuliggør, at jeg kan komme til tandlæge. Fuldstændig.
Maria De Lemos bor i Thyborøn og er medicineret mod en række diagnoser herunder angst. Hun kan ikke gå til en almindelig tandlæge, og derfor er hun visiteret til Region Midtjyllands tilbud om specialtandpleje.
Specialtandplejen er et tilbud til borgere, der ikke kan gå i et almindeligt tandplejetilbud. Det kan være folk med psykiske eller fysiske problemer. I øjeblikket er der blandt andet klinikker i Viborg og Holstebro.
Nu vil et flertal Region Midtjyllands regionsråd lukke alle seks eksisterende klinikker og oprette én ny i Silkeborg. Det er mere end 130 kilometer fra Thyborøn, hvor Maria De Lemos bor. Men faktisk er det ikke afstanden, der er det største problem for hende. Det vender vi tilbage til.
Frygter personaleflugt
Det er nemlig ikke kun Maria De Lemos, der bekymrer sig om regionsrådets planer. En stor gruppe medarbejdere på tværs af de nuværende specialtandlægeklinikker er gået sammen om at råbe politikerne op. De skriver også et brev.
- Vi er bange for, at vi taber vores i forvejen sårbare patientgruppe, og vi er bange for, at det her fører til personaleflugt, siger Jeanette Mortensen, der er sekretær på klinikken i Viborg, der står til at lukke.
Sammen med en gruppe medarbejdere på tværs af klinikkerne har Jeanette Mortensen skrevet et læserbrev, der skal råbe politikerne op, inden de træffer beslutningen endeligt.
Ifølge Jeanette Mortensen og hendes kolleger er det langt fra sikkert, at man får medarbejderne og ekspertisen med, hvis man flytter lokationen af specialtandplejeområdet. Hun frygter i øvrigt, at en stor gruppe af de udsatte borgere får problemer med at flytte med.
- Der er ingen af os medarbejdere, der kan se os selv skulle til Silkeborg. Det kan vores patienter heller ikke. Så vi er bange for, at rigtig mange af dem ikke kommer til tandlæge, siger Jeanette Mortensen.
Den eneste mulige løsning
I Thyborøn er regionens melding landet skævt. Ét er, at Maria De Lemos som nævnt fremover skal finde en måde at transportere sig 130 kilometer på, hvis hun vil til tandlægen. Det andet og ifølge hende selv det største problem er, at hun er angst for at møde op et nyt sted med nyt personale. Et faktum, der vil få hende til helt at blive væk.
- Når man har angst er man nødt til at vide, hvad man går ind til. Jeg har igennem mange år opbygget nogle relationer til personalet i Holstebro. Jeg er et sted, hvor jeg for første gang i 21 år, selv kan gå til tandlæge. Det vil blive forfra, siger Maria De Lemos og fortsætter.
- Når jeg har fire forskellige slags angst, så har jeg ikke bare muligheden for at sige pyt, jeg tager en almindelig tandlæge i Lemvig. Det er fuldstændig uladsiggørligt.
Kritikken gør indtryk på næstformanden i Region Midtjyllands Hospitalsudvalg, Annette Roed (S). Alligevel mener hun, at der er fornuft i at samle klinikkerne i en.
- Jeg tror, at hvis man har brug for en specialtandpleje, så er det vigtigste, at det er de dygtigste plejere, man møder, og det tror jeg godt, man vil bevæge sig efter, siger hun.
Anette Roed erkender dog, at sammenlægningen sker, fordi der skal spares penge, og at nogle borgere vil blive klemt.
- Især for de svageste borgere er forandringer i det hele taget svære, og jeg ved ikke, om vi kan kalde det her for den rigtige løsning. Men det er den løsning, der er mulig indenfor de økonomiske rammer, vi har, siger Annette Roed.
- Selvfølgelig er det mit ansvar
Maria De Lemos er ved at være færdig med sit brev, der skal sendes til regionsrådet.
- Jeg prøver at skrive det, fordi jeg synes der skal fokus på de her følgevirkninger, og hvad det her gør ved os. Det er ikke kun økonomi, det handler om. Det er livsændrende for os, siger hun.
Men er det ikke dit ansvar at komme til tandlæge, hvis du vil have ordnet dine tænder?
- Selvfølgelig er det mit ansvar. Men i en ny klinik vil jeg ikke engang turde gå ind ad døren, så så nemt er det ikke, siger hun.
Hvad brevet angår handler det mest om at sende et signal med egne ord. Hun føler sig dog langtfra sikker på, hun bliver hørt.
- Jeg tror ikke, der kommer noget ud af det, men jeg vil blive ved, afslutter hun.