Region Midtjylland får flest statslige arbejdspladser: - Fordelingen er skæv

Region Midtjylland står til at få flest statslige arbejdspladser af alle. Regionsrådsformand i Region Nordjylland mener, fordelingen er skæv.

Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman, føler sig forbigået i udflytningen af statslige arbejdspladser.
Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman, føler sig forbigået i udflytningen af statslige arbejdspladser.
Foto: Scanpix / Henning Bagger

I kampen om fordelingen af de statslige arbejdspladser ser Region Nordjylland ud til at blive sorteper.

Bedre ser det ud for Region Midtjylland, der denne gang får tilført 1082 nye statslige arbejdspladser. Det er flest af alle regioner.

1015 skal til Syddanmark, og 931 til Region Sjælland, viser en liste fra Finansministeriet ifølge Jyllands-Posten.

 Til gengæld får Region Nordjylland lige som i første runde i 2015 det færreste antal statsansatte. 399 flytter til den nordjyske region.

Og antallet skuffer da også regionsrådsformand i Region Nordjylland Ulla Astman (S).

- Jeg er skuffet over, at antallet til Region Nordjylland ikke er større.

- Hvis man endelig vil have vækst og balance i hele Danmark, så synes jeg også, at man skal fordele antallet af de statslige arbejdspladser mere ligeligt, siger Ulla Astman til Ritzau.

- Fordelingen er skæv

Hun mener, at der er tale om en skævvridning i måden, man fordeler arbejdspladserne på.

- Med al respekt for de øvrige regioner og deres behov, så synes jeg det er en skæv fordeling, man har lavet, siger hun.

Mangel på bevidsthed

Når regionen atter engang får tildelt færrest arbejdspladser, kan det ifølge formanden tyde på, at politikerne ikke er bevidste om de muligheder, som Region Nordjylland har at byde på.

Det er dog ikke kvalificeret arbejdskraft, man mangler, mener Astman.

- Vi har et højt kvalificeret universitet, som jeg mener er danmarksmester i samarbejde, og som leverer nogle knalddygtige kandidater, og så har vi også et University College, som også uddanner mange kvalificerede unge mennesker, siger Ulla Astman.

Ifølge regeringens planer får regionen også uddannelsespladser i Hobro, men Astman havde håbet på mere.

- Det er selvfølgelig rigtig fint, men der er jo også andre steder i Nordjylland, hvor det havde været muligt at placere uddannelser.

- Det er steder, hvor der er et behov for at give lokalområdet et boost, så man er bedre i stand til at holde på de unge mennesker i fremtiden, siger Ulla Astman.

/ritzau/