Abdallas ankesag: Vredt Bandidos-medlem i vidneskranken
På fjerdedagen i den tidligere bandeleders ankesag skal tre vidner afgive forklaring, herunder et Bandidos-medlem.
Forud for fredagens retsmøde i Danny Abdallas ankesag er politiet ekstra opmærksomme i Vestre Landsret.
Det skyldes efter al sandsynlig, at et Bandidos-medlem fredag formiddag vidner i sagen. Da det pågældende vidne afgav forklaring i byretten endte det i et større optrin, da vidnet pludseligt kastede sig over mod en anden tiltalt i sagen. Vidnet blev pacificeret med peberspray af politiet, før han blev lagt i håndjern og ført ud af retssalen.
Senere på dagen afgav vidnet forklaring. Denne gang stærkt mandsopdækket og med de to tiltalte placeret udenfor vidnets synsvinkel.
En lignende situation vil politiet formentlig gerne undgå i landsretten. De har i hvert fald taget deres forholdsregler ved eksempelvis at fjerne en håndfuld stole fra retssalen af sikkerhedsmæssige årsager.
Vidner i skudforhold
Vidnet afgiver forklaring til nogle af de forhold i anklageskriftet, hvor Danny Abdalla er tiltalt for at have instrueret en anden i at skyde mod en ejendom samt selv at have affyret skud.
Vidnet virker, ligesom i byretten, meget vred. Han sidder i vidneskranken og ryster utålmodigt med begge ben, mens han knytter sine hænder.
Da retsformanden forklarer ham, at hans forklaring fra byretten først vil blive læst op, og beder ham lytte efter om den er korrekt gengivet, afbryder han utålmodigt.
- Jaja, lad os nu bare komme videre!
Undervejs i forklaringen er det ligeledes tydeligt for alle i retten, at vidnet er meget, meget vred over det, der skulle være foregået.
- Det er da bare nogle svanser, der lever i en eller anden fantasiverden. Hvis de ville noget, så kunne de jo bare komme til mig, men det tør de jo ikke sådan nogle bøsser, lyder det fra vidnet.
- Jeg vil da skide på de tabere der, hvad fanden rager de mig, lyder et andet svar på anklagerens spørgsmål til, hvorvidt der har været en konflikt mellem vidnet og de personer, der skulle have medvirket til skyderiet.
Mundhugges med Abdalla
Vidneafhøringen er nu afsluttet uden større optrin, men det var tydeligt, at Danny Abdalla og Den International Klub, som han har været leder af, ikke er på bølgelængden med Bandidos-medlemmet.
Stemningen var mildest talt anspændt, mens afhøringen stod på, og kort inden afslutningen på afhøringen kunne Danny Abdalla, der ellers har været stille, ikke længere holde sig tilbage, og han sendte en svada afsted med vidnet.
- Hold din kæft, responderede vidnet, hvortil Abdalla blandt andet svarede.
- Fuck dig, og fuck hele Bandidos!
Kort efter mundhuggeriet mellem de to afsluttes afhøringen, og da vidnet forlader retssalen er det med ordene:
- Fucking perker, mand!
Yderligere to vidner skal i dag afgive forklaring i sagen, der efter planen løber frem til midten af oktober. De to vidner relaterer sig også til forhold, der vedrører skyderier.