Inger Støjberg: Vi kan ikke sende Abdalla ud af landet
Storkriminelle Danny Abdalla er i dag blevet udvist af Danmark for tredje gang, men det er ikke muligt, at sende ham tilbage til hjemlandet Libanon.
Forvaring samt udvisning af Danmark.
Sådan lød Retten i Holstebros dom over 51-årige Danny Abdalla i dag.
Det er tredje gang, at han bliver udvist af landet. Det skete også i 2003 og i 2012. Derfor har han indtil videre været på tålt ophold, da en hjemsendelse ikke er mulig, da han er i livsfare i Libanon.
Heller ikke efter denne tredje udvisning ser det ud til, at Danny Abdalla snart kommer til at forlade landet. Men nu kommer han til at være i forvaring på ubestemt tid.
- Der er ingen tvivl om, at vi helst ville have sendt sådan en som Abdalla ud af landet, men det kan vi så ikke, så han har været på tålt ophold indtil nu. Nu har han fået forvaring, og det er en af de allerstrengeste straffe, som man overhovedet kan få. Han er pivhamrende kriminel, så derfor er det godt, at vi ved, hvor vi har ham, og det ved vi nu i lang tid, fortæller Udlændinge- og Integrationsminister, Inger Støjberg.
Kan ikke smides ud
Ifølge internationale konventioner kan Danmark ikke sende en person tilbage til et land, hvor vedkommende er i fare for dødsstraf eller tortur. Derfor skal Abdalla blive i Danmark, hvor han levet siden 1992. Det sker, fordi han angiveligt vil være i livsfare i Libanon.
- Der er jo ingen tvivl om, at vi som regering har sagt, at vi overholder de konventioner, som Danmark har skrevet under på, slår Inger Støjberg fast.
Danny Abdalla var i dag i retten tiltalt for blandt andet at have begået to voldtægter, mishandling, frihedsberøvelse, trusler, afpresning, vold samt narkorelaterede forbrydelser og medvirken til skyderi.
Få et fuldt overblik over sagen herunder: