Flere og flere mandetimer bruges på Kærshovedgård: Indbrudsramt borger har ingen tillid til politiet

Hundredvis af sager om overtrædelse af opholds- melde- og underretningspligten på Udrejsecentret Kærshovedgård betyder, at sagsbehandlingstiden på andre sager i politikredsen kan blive længere.

Christian Bonde fra Vorgod er ikke tilfreds med Midt- og Vestjyllands håndtering af et indbrud i hans garage.
Christian Bonde fra Vorgod er ikke tilfreds med Midt- og Vestjyllands håndtering af et indbrud i hans garage.

Det har konsekvenser, at Midt- og Vestjyllands Politi bruger mere tid end tidligere på at håndtere sager fra Udrejsecentret Kærshovedgård.

En stramning i udlændingeloven betyder, at politiet foretager flere anholdelser på Kærshovedgård.

For at kunne løfte den opgave forventer Midt- og Vestjyllands Politi at måtte flytte 48 medarbejdere fra andre arbejdsopgaver. Det tal dækker både over politibetjente, administrative medarbejdere og jurister.

Det betyder blandt andet, at der bliver taget ressourcer fra efterforskningen af andre sager.

Utilfreds med politiets håndtering af indbrudssag

En af de borgere, der mener, han har oplevet, at der er færre betjente til efterforskningen af sager i politikredsen, er Christian Bonde fra Vorgod.

For knap tre måneder siden brød en indbrudstyv ind i hans garage og stjal et elektrisk løbehjul, der koster 6500 kroner.

Indbrudstyven blev fanget af hans overvågningskamera, og selvom Christian Bonde kunne give billederne til politiet, så blev efterforskningen stoppet efter to uger.

- Der sker ikke en skid. De gør ingenting. Jeg har ingen tillid. Slet ingenting. Nul, siger Christian Bonde.

0:43
 

Politiet bruger i gennemsnit fem timer per indbrudssag, og kun et ud af tyve indbrud bliver opklaret. Lige nu gør Kærshovedgård ikke det arbejde bedre i den midt- og vestjyske politikreds.

Det fortæller Claus Hilborg, der er chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det er jo klart, at når jeg flytter efterforskere til opgaver på Kærshovedgård, så bliver der længere sagsbehandlingstid, for så er der færre hænder til at løse de øvrige opgaver, siger han.

Alle sager bliver efterforsket

Claus Hilborg afviser, at der er sager, der ikke bliver efterforsket.

- Hvis man kommer og anmelder en voldssag, en voldtægt eller et indbrud, som vi kan opklare, så gør vi selvfølgelig det. Men det kan godt være, at sagsbehandlingstiden bliver længere på nogle områder, siger han.

Årsagen til travlheden hos Midt- og Vestjyllands Politi skyldes en stramning af reglerne for opholds- melde- og underretningspligten, som trådte i kraft den 1. juni 2019.

Den stramning betyder, at kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, som beboerne på Kærshovedgård, skal varetægtsfængsles, hvis de overtræder opholds-, melde- eller underretningspligten seks gange.

Før stramningen af lovgivningen skulle der 151 overtrædelser til, før det ville føre til en varetægtsfængsling.

Den ændring har ført til markant flere varetægtsfængslinger, som koster timer hos politiet.

I Vorgod føler Christian Bonde og hans kæreste sig ikke længere trygge.

- Jeg føler ikke, vi får noget af politiet. Det må jeg ærligt sige. Indbrudstyve kan gøre som de vil, siger han.