Flere partier til justitsministeren: Midt- og Vestjyllands Politi skal have hjælp
Politiet i Midt- og Vestjylland er under stærkt pres på grund af stramningerne på Kærshovedgård. Nu kræver flere partier, at justitsminister Nick Hækkerup giver politiet en håndsrækning.
Flere partier kræver nu, at justitsminister Nick Hækkerup svarer på, hvordan han vil hjælpe Midt- og Vestjyllands Politi med at håndtere de mange Kærshovedgårdsager.
Det sker, efter at TV MIDTVEST ugen igennem har fortalt, hvordan politi og kriminalforsorgen er ved at drukne i straffesager, fordi beboere ikke overholder deres melde- og opholdspligt.
- Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at ministeren ikke også kan se, at det er urimeligt, siger Søren Pape fra Konservative.
Flere ressourcer til politiet
1. juni blev reglerne på Kærshovedgård strammet.
Før skulle beboere på tålt ophold og udviste kriminelle overtræde deres pligter 151 gange for at komme i fængsel. I dag er det kun seks gange.
Stramningen har ført til 100 varetægtsfængslinger på bare tre måneder. Det er cirka en tidobling.
Politi og Kriminalforsorg har ikke fået flere ressourcer til at håndtere det øgede pres. I stedet har de måtte flytte efterforskere fra andre afdelinger ud på Kærshovedgård.
- Hvordan i alverden skal man kunne forklare befolkningen, at fordi der tilfældigvis ligger et udrejsecenter i deres politikreds, så skal der bruges ekstra politiressourcer på den, siger Søren Pape.
Både Dansk Folkeparti og Venstre vil nu kræve svar fra justitsministeren i folketingssalen på onsdag.
- Jeg mener jo, at det er fuldstændig nødvendigt at Midt- og Vestjyllands Politi får tilført ressourcer. Det skal ske akut, og det derfor at vi har stillet spørgsmål til Nick Hækkerup, som han skal svare på i Folketingssalen på onsdag, siger Inger Støjberg, der er retsordfører i Venstre.
Hvis regeringen ikke tilfører flere ressourser til politikredsen, er Støjberg parat til at forsøge at finde et flertal udenom regeringen.
Dansk Folkepartis formand mener, at stramningen har skabt tryghed. Men han kan godt se, at der også er problemer.
- Der skal tilføres flere ressourcer til politi og anklagemyndighed, så de ikke får de problemer, som nu viser sig. Det er derfor, at vi politikere skal handle hurtigt, siger Kristian Thulesen Dahl.
Der skal ændres på prioriteterne
Det er både blå og røde partier, der ser et problem, som kræver en akut løsning.
- Det her burde aldrig være sket. Man har indført en masse stramninger af symbolsk karakter over for noget, der ikke er farligt over for andre, og nu har man altså lagt en politikreds mere eller mindre ned, siger Andreas Steenberg fra Radikale.
Radikale vil gerne give flere penge til politiet, men de ser fejlprioriteringen af politiets ressourcer, som det største problem.
- Vi er ikke interesserede i at sætte flere penge af til det her stykke symbolpolitik, som ikke løser noget. Man skal jo sætte ressourcer af til, at politiet kan tage sig af de vigtigste ting, hvor der bliver gjort skade på andre, siger Andreas Steenberg fra Radikale.
Søren Pape var selv med til at lave loven, dengang han var justitsminister.
Skulle der ikke have været afsat penge til politiet, dengang I indførte stramningerne?
- Jeg har den naive tilgang, at når politikere laver lovgivning, så overholder folk faktisk loven. Og hvis folk overholdt loven, så havde vi ikke stået i den her situation, siger Søren Pape.
TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.