Tidligere minister om Kærshovedgård: Overrasket over at det er så ressourcekrævende
Stramninger af reglerne om opholds-, melde- og underretningspligt har betydet, at politiet må bruge betydeligt flere resurser på Kærshovedgård end forventet.
En stramning af reglerne betyder, at kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold på Kærshovedgård, skal varetægtsfængsles hvis de overtræder deres opholds-, melde- eller underretningspligt seks gange.
Den stramning har givet travlhed hos Midt- og Vestjyllands Politi, der næsten hver dag sender betjente til udrejsecenteret for at anholde beboere, der ikke lever op til de skærpede regler.
- Jeg tror ikke, at nogen af os så, at det ville trække så mange resurser, siger Søren Pape Poulsen, der var justitsminister, da aftalen om skærpet opholds-, melde- og underretningspligt blev indgået.
Midt- og Vestjyllands Politi forventer nemlig, at de skal flytte i alt 48 medarbejdere til Kærshovedgård-sagerne.
Den tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen ærgrer sig over, at stramningerne har betydet, at politiet ikke har tid til at passe nogle af de andre opgaver, de har i landsdelen.
Kriminelle asylansøgere skal ikke være i Danmark
- Vi skal lige huske, hvorfor de her stramninger blev lavet, siger Søren Pape Poulsen.
For selvom stramningerne har betydet, at politiet har måtte nedprioritere andre opgaver som eksempelvis indbrudssager, mener den tidligere justitsminister, at det er for et vigtigt formål.
- Vi skal ikke gå og være til grin over, at folk der burde være ude af Danmark, bor på Kærshovedgård, og så gøre de lige hvad der passer dem, siger han.
Søren Pape Poulsen mener, at en løsning på problemet kunne være at uddanne mere politi, så det ikke ville ramme så hårdt, når politiet er nødt til at bruge ekstra resurser på eksempeltvis udrejsecenteret.
Han er samtidig spændt på at blive klogere på, hvordan den nye regering vil gribe sagen an.