Drømmer om at blive mekaniker: Liv går i 10. klasse på erhvervsskolen

I Ringkøbing-Skjern Kommune har 10. kasserne ligget under erhvervsuddannelserne siden 2015.

Liv er helt tæt på værkstedet, selvom hun kun går i 10. klasse.
Liv er helt tæt på værkstedet, selvom hun kun går i 10. klasse.
Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Politikerne vil have de unge til at snuse til erhvervsuddannelserne, allerede mens de går i folkeskolen.

I dag faldt en ny politisk aftale på plads, og partierne bag den blev blandt andet enige om, at der skal være en økonomisk bonus til de kommuner, der lægger 10. klasserne ind under erhvervsuddannelserne.

Det gør de faktisk allerede i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor det har kørt siden 2015. Her har de glade for ordningen, som blandt andet 10. klasse-eleven på Udannelsescenter Ringkøbing-Skjern Liv Larsen er meget glad for. Hun drømmer om at blive mekaniker.

- På den måde så er det nemmere for mig at komme hen på værkstedet, når jeg skal lære noget om biler. Så jeg er mere forberedt, når jeg skal på teknisk skole næste år, siger hun glad.

Deler undervisere

Eleverne i 10. klasse får da også rig mulighed for at komme helt tæt på erhvervsuddannelserne.

De deler lokaler, erfaringer og endda lærere på uddannelsescenteret, og det kan både lærere og elever mærke er en god ting.

- Jeg kan have nogle 10. klasses-drenge, der ikke mener, de skal lære matematik, fordi de skal være smede. Men så kan jeg sige, at de krav, som jeg stiller næste år, de er større end nu, siger lærer Elmar Haahr Hansen.

Det er også en success, når man ser på tallene. I slutningen af skoleåret 2018 valgte 42 procent af eleverne I 10. Klasse på centeret at læse videre på en erhvervsuddanelse. Det er circa dobbelt så mange som på landsplan.

2:13