Kræftpatient får nedslående melding: - Det er dybt forkasteligt

Hilde-Kristin Reed Mogensen fik i dag et afgørende opkald fra Ringkøbing-Skjern Kommunen, men beskeden var ikke den, hun havde håbet på.

Hilde-Kristin Reed Mogensen blev opereret for kræft for fem dage siden.
Hilde-Kristin Reed Mogensen blev opereret for kræft for fem dage siden.
Foto: Marc Killigren, TV MIDTVEST

Den 42-årige kræftpatient Hilde-Kristin Reed Mogensen havde håbet, det var en fejl, da hun i sidste uge fik besked om, at hun snart skal begynde i et jobafklaringsforløb og dermed ikke længere ver berettiget til sygedagpenge og i stedet skal i gang med et jobafklaringsforløb.

Men den beslutning holdt kommunen fast i i dag.

- Han sagde direkte, at afgørelsen har været rigtig, men fordi de nok skulle have ventet, til jeg har været opereret, så ville de lade mig komme tvivlen til gode og udsætte det 14 dage, siger Hilde-Kristin Reed Mogensen.

Efter en regulær shitstorm på Facebook havde kommunen besluttet, at afgørelsen skulle granskes. 

Hilde-Kristin Reed Mogensen fik en undskyldning i opringningen fra kommunen i dag, men hun er stadig uforstående.

- Det er dybt forkasteligt, og det giver stadig ikke mening, når jeg ikke er færdigbehandlet, og det er jeg ikke om fjorten dage. Der er jeg mere rask, fordi jeg ikke er nyopereret, men jeg føler mig jo stadig presset, siger hun.

Lovgivningen er for stram

Kristian Andersen fra Kristendemokraterne er formand for beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han havde bedt administrationen kigge på sagen igen.

- Hvis en borger ender i sådan en situation, så er der noget i lovgivningen eller tolkningen af den, som jeg ikke kan forene mig med, hvad vi gerne vil i Ringkøbing-Skjern Kommune og i Danmark. Det skal vi også tage op i Beskæftigelsesudvalget, fordi ingen ønsker at gøre det svært for mennesker, der er i sådan en situation som denne her borger, siger Kristian Andersen.

For ham er det svært at vurdere, om lovgivningen er blevet tolket for stramt i kommunen, men det skal undersøges nærmere, så den kan ændres, hvis det viser sig at være tilfældet.

- Noget tyder på, at lovgivningen på det her område er for stram. Det er det, som giver anledning til at kigge indad og kigge mod Christiansborg, siger Kristian Andersen.

2:36
Interview med Kristian Andersen fra Kristendemokraterne, som er formand for beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Klagen er klar

Hilde-Kristin Reed Mogensen har nu fjorten dage til at forberede sig på at skulle i jobafklaringsforløb, medmindre kontrollen eller en udtalelse fra lægen viser, at hun ikke er rask endnu. Og ellers er klagen også klar.

- Jeg har skrevet en klage. Der står, at jeg ikke er enig i deres afgørelse med forskellige kommentarer, siger hun.

Hun er enig med kristendemokraten i, at lovgivningen er for stram.

- Jeg håber, at de vil kigge på den her sygedagpengelov igen og eventuelt omformulere den, så man kan blive færdigbehandlet, inden man skal i jobafklaring. Der er ikke noget medmenneskelighed, loven bliver bare fulgt til punkt og prikke, siger Hilde-Kristin Reed Mogensen.

Den 42-årige kræftpatient har fire børn og er dyrlæge.

2:13