Over 1000 underskrifter sætter p-regel på byrådets dagsorden
Borgerne i Ringkøbing-Skjern har mulighed for at få en sag på den politiske dagsorden, hvis de kan samle underskrifter nok for det. Nu skal forhadt p-regel behandles.
Nu bliver parkeringsreglerne i Skjerns handelsgader en sag for byrådspolitikerne. Både kunder og forretningsdrivende er godt trætte af, at det lige nu kun er tilladt at parkere en halv time ad gangen i Østergade og Bredgade i Skjern midtby.
- 30 minutter er jo ikke ret lang tid. Du skal måske ind at klippes, du skal ind at have rettet briller, du skal have en lækker frokost, eller du skal ud at ose lidt, så går de 30 minutter simpelthen hurtigt, siger bychefen i Skjerns Handelsforening, Mette Christensen.
Derfor har handelsstandsforeningen samlet underskrifter ind. For som noget nyt har man med 1148 underskrifter ret til at få en sag taget op i kommunen. Og Skjerns underskrifter ér for længst på plads.
- Så tager vi sagen op, drøfter den og får den behandlet, og så får vi set på, om vi har ramt rigtigt, dengang man vedtog det. Hvordan det så skal være i fremtiden, det går vi i gang med at behandle, siger formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes teknik- og miljøudvalg, John G. Christensen (A).
God ide med underskrifter
Det var det tidligere byråd i Ringkøbing-Skjern Kommune, der besluttede, at borgerne skulle kunne komme til orde med en sag, hvis de kunne samle underskrifter nok for det. Det er den regel, som handelsstandsforeningen benytter sig af, og Mette Christensen hilser tiltaget velkomment. Det giver borgerne mulighed for at stå sammen om en sag.
- Det synes jeg er en rigtig god ide. Det betyder, at kommunen udtrykker, at de er meget lydhør overfor borgernes forslag, og at de gerne vil lytte til det. Nu har vi benyttet os af det som Skjern Handelsforening, og det kan godt være, at vi vil gøre det i fremtiden, men byrådet skal heller ikke være bange for, at det er noget, vi kommer løbende med i tide og utide.
- Men vi synes i hvert fald i Handelsstandsforeningen, at det har været rart, at man kan lave den her dokumentation med en underskriftsindsamling, og at man så kan aflevere det, forklarer bychefen.
Handelsstandsforeningen ser gerne, at de nuværende 30 minutter bliver hævet til tre timer, så de handlende i byen får seks gange så meget tid at gøre godt med. Og formanden for teknik- og miljøudvalget tror umiddelbart på, at borgernes ønske kan indfries på en eller anden vis.
- Jeg tror da på, at vi kan finde en løsning som tilgodeser de behov, man har i Skjern midtby, lyder det fra John G. Christensen (A).