Stor søgning til husflid-festival
Denne weekend er der husflid-festival for 24. gang. 1000 deltagere er søgt til Skjern.
Festivalsæsonen er for længst forbi i store dele af landet - men ikke i Skjern.
Lørdag begyndte Husflidsfestivalen - en festival for folk, der interesserer sig for hjemlige sysler, og dem er der mange af. I år har festivalen 1000 deltagere i alle aldre.
- Vi vil så gerne vise, hvad husflid er, og vi vil så gerne vise, hvad man kan lave med sine hænder, og hvad man kan bruge sin fritid på, fortæller Lissi Kjær Christensen, arrangør af Husflidsfestivalen.
Per Nielsen er en af udstillerne til Husflidsfestivalen i Skjern. I 25 år har han forvandlet gamle møbler til nye.
Det er første gang Per Nielsen deltager i Husflidsfestivalen - og det gør han med et formål.
- Komme ud og møde nogle nye mennesker. Se en ny verden. Selvfølgelig er der også en reklameværdi i det, sådan vil det altid være, fortæller rørfletter Per Nielsen fra Farsø.
Der er i alt 60 udstillere til Husflidsfestivalen, og hvis du også lige skal have genopfrisket din rørfletterteknik, så fortsætter festivalen hele dagen søndag.