Anja havde 1250 underskrifter med til borgmesteren: Nu føler hun sig trampet på
Anja Thomsen føler sig ikke taget seriøst, efter hun har samlet over 1200 underskrifter sammen for at stoppe vindmølleparkerne mellem Sdr. Vium, Bork og Hemmet. Borgmester afviser kritik
'En gang til'.
Sådan lød det fra borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune Hans Østergaard (V), ifølge Anja Thomsen.
Hun står bag en underskriftsindsamling, hvor 1250 borgere har tilkendegivet deres utilfredshed med ansøgningerne om Energiparker til området.
Anja Thomsen fik den opfattelse, at borgmesteren forkastede underskrifterne.
- De har bedt os om at lave dem igen for at se, om vi virkelig mener det, fortæller Anja Thomsen, der føler sig trådt på af kommunen og borgmesteren.
- Jeg synes, det virker fjollet. Det virker næsten som om, at kommunen har en aftale under bordet med GreenGo og nogle af de andre, uddyber hun.
Hans Østergaard afviser, at han ikke ville høre på protesterne, da underskrifterne blev afleveret.
- Vi har lyttet til blandt andet underskriftindsamlingen og borgernes opråb. Den første ansøgning til Energiparken lød på 1600 hektar, og den er nu reduceret til 500 hektar.
Borgmesteren håber, at lokalsamfundet vil indgå i en dialog med kommunen om, hvordan de løser konflikten bedst muligt.
- Hvis de overhovedet ikke ønsker en solcellepark, så må vi jo selvfølgelig finde ud af det, siger han.
Derfor opfordrer han lokalsamfundet til at forholde sig til den nye ansøgning. Hvor Ringkøbing-Skjern Kommune i den næste tid begynder borgerinddragelsesfasen, hvor borgerne kan komme med direkte løsninger eller kritik til byrådet.
Opbakning fra Inger Støjberg
Inger Støjberg var i slutningen af oktober ude og opfordre til at stoppe opførelsen af Energiparker i det jyske landskab.
Anja Thomsen sætter pris på udmeldingen fra Inger Støjberg og er glad for, at flere politikere vil tale hende og hendes medborgeres sag.
- Det er dejligt, der er andre end Mads Fuglede (DD), der kan se, hvor tosset, det her er, siger Anja Thomsen, der ligger vægt på, at lokalsamfundets elnet ikke kan klare strømmen, som det er nu. Derfor ser hun ikke, at flere energiparker er løsningen.